Erfaring

Karin startede hos OMD i 2000, hvorefter hun tog forbi Initiative Universal Media, inden hun i 2010 tog tilbage til OMD. Her takkede hun af som Client Service Director, da hun tog til Danske Bank som Head of Go to Market. I 2018 startede Karin sin rejse hos GN Group, hvor hun i dag kan kalde sig VP, Marketing & Commercialization.

Motivation

Med en strategisk pondus og kommerciel begavelse har Karin Hallum Hougs de seneste år været med til at varetage det samlede marketingansvar hos GN Group – og det har været med forandring på skrivebordet. Her henvises der til Karins nøglefunktion i den digitale transformation, som har skubbet GN Groups tilgang til marketingdisciplinen mod en datadrevet og kommerciel retning. Karin har blik for kundebehov, som kombineret med hendes udprægede indsigt i markedets tendenser sætter hende i stand til at eksekvere på tværs af landegrænser til stor værdi for både GN-forretningen og -brandet. Karin sætter med passion og et visionært sigte datadreven og digital marketing på agendaen, og GN Group kommer styrket ud af 2021 med vækst i både omsætning og driftsmarginen. Digitale meritter, der igen sætter hende på The M List.

 

HVAD HAR VÆRET DET SVÆRESTE FOR DIG I DET FORGANGNE ÅR?

At opretholde motivation og engagement i et team på 50 stærke marketingprofiler under en lang covid-periode i starten af året. Trods hjemmearbejde leverede de resultater i en meget omskiftelig tid. En opgave alle var ansvarlige for og tog stor andel i.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2022?

Udvide markedet via digitale kanaler med direkte salg til brugere. 2022 er et skelsættende år for hørebrancen, da lovgivningen i US ændrer spillereglerne og giver mulighed for, at mange flere får adgang til bedre hørelse. Derudover skalerer vi vores forretning ved at udvikle den digitale kunderejse for partnere og direkte B2B-kunder.

HVAD HAR VÆRET MEST VIGTIGT FOR DIN SUCCES I ÅR?

Team work og dygtige kolleger, på grund af deres engagerede arbejde har vi taget store skridt ift. at basere vores fortælling på insights, inhousing af kreativ udvikling og digitalisering af kunderejsen.

HVAD SAVNER DU, AT BRANCHEN DISKUTERER MERE?

Marketingafdelingens rolle i digital transformation inden for salg og marketing. Det er ikke et overset emne, men der er stadig vej endnu.

PÅ HVILKE(T) OMRÅDE(R) SER DU GERNE AT BRANCHEN UDVIKLER SIG?

Diversitet – vi har et ansvar for at gå forrest og vise diversitet og ikke hænge fast i aldrende normer.

HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?

Jeg vil gerne give et skulderklap til teamet og de mange medarbejdere, der har trodset covid i starten af året og nu står sammen stærkere end før. Et team der har et dybt engagement for vores sag, samt stor professionalisme i strategi og eksekvering.