Erfaring
Spies.dk blev startskuddet på Lines karriere i 2001. Siden da har hun været forbi JCDecaux, senest i stillingen som Innovative Product Manager. I 2013 startede hun sin rejse hos Jeudan, hvor hun er steget støt i graderne til i dag at sidde som marketing- og kommunikationsdirektør. Derudover varetager Line posten som bestyrelsesformand for Torvehallerne KBH.
Motivation
Line Gadegaard er et nyt på The M List, og det er der god grund til. Som marketing- og kommunikationsdirektør for ejendomsselskabet Jeudan, varetager hun et stort ansvarsområde, men det er for hendes virke som bestyrrelsesformand og primus motor for Torvehallerne KBHs rebranding, at hun hyldes. Med en ny positioneringsstrategi af råvaremekkaet, er en ny visuel identitet fremtrædende i det københavnske landskab. Et succes som til dels kan tilskrives Lines evne til at have fingeren på pulsen og forstå trends og tendenser hos forbrugerne. Med det nye payoff “Lidt godt, hver dag” centreres der om den gængse københavners mulighed for at få kulinariske oplevelser til hver en tid. Line er en marketer med sans for at få strategi og eksekvering til at gå op i en højere enhed, hvilket lander hende en flot debut på The M List 2022.
HVAD HAR VÆRET DET SVÆRESTE FOR DIG I DET FORGANGNE ÅR?
Vores disciplin bygger på, at der er varer på hylden. Og det forgangne år har vi været tæt på fuld udlejning. Bestemt et luksusproblem. Men også en udfordring ift. at sikre højt kendskab til vores brand samt fastholdelse af eksisterende kunder. Det har krævet en omlægning af vores strategi, som har været både lærerig og udfordrende.
HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2022?
Prioritering og tålmodighed. Vi har en række store projekter under udvikling og ambitionerne er store. Fx lancerer vi i år et nyt website som startskud på en række andre initiativer. Vi vil og kan om lidt en hel masse mere, men for at gøre det rigtigt skal der prioriteres. Og tidshorisonten er formentlig længere end jeg bryder mig om.
HVAD HAR VÆRET MEST VIGTIGT FOR DIN SUCCES I ÅR?
Dygtige medarbejdere, kolleger og samarbejdspartnere – og fælles for dem mod til at skubbe til Jeudan og mig.
HVAD SAVNER DU, AT BRANCHEN DISKUTERER MERE?
Håndgribelighed og den ægte vare. Der er ikke nogen tvivl om, at alle typer “washing” fylder meget lige nu. Men branchen kunne med fordel pege diskussionen over på, hvor grænserne for god kommunikation går.
PÅ HVILKE(T) OMRÅDE(R) SER DU GERNE AT BRANCHEN UDVIKLER SIG?
På den ene side skal vi med god grund være ordentlige i vores kommunikation, og på anden side skal vi skabe læseværdighed og levere stop-op effekt. Kunsten i branchen lige nu er at finde balancen herimellem.
HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?
Branchens dygtige tekstforfattere! Det er altid en sand fornøjelse at blive mødt af uddybende spørgsmål, vinkler man ikke selv ser og resultaterne af deres arbejde, når de lykkes med at oversætte budskaber til finurlige tekster som trækker i smilebåndet. De formår at levere umage og læseværd til selv de mest kedelige ting.