Erfaring
Malene kickstartede sin karriere inden for film og medier hos Zentropa i 1998, hvor hun sad som Producer. Derefter var hun kort forbi Locomotion i 2005, og efterfølgende kom Malene til Bacon, hvor hun senest sad i rollen som Managing Director & Executive Producer. I 2016 stiftede hun Honeytrap, og er i dag stadig Founder & Executive Producer.
Motivation
Malene Dyhring er en kreativ ildsjæl, som besidder et usammenligneligt talent for at skabe nytænkende produktionsoplevelser og lede forretning til imponerende resultater. Med sig har hun en solid indsigt i den danske reklame- og filmscene, som har spillet en afgørende rolle for Honeytraps rekordhurtige og flotte indtræden i branchen. Malenes store faglighed sikrer prisvindende reklamefilm for kunder, og 2021 var ingen undtagelse. Her kan nævnes arbejdet med tøjvirksomhedens Unriddens reklamefilm “Go where you feel most alive”, som vandt guld ved The True Awards 2021, og reklamefilmen “Tuborg – Selvfølgelig” som vandt sølv ved Creative Circle 2021. Malene er en inspirationskilde i branchen og evner at sætte sit unikke præg på produktioner, hvilket bl.a. har sikret Honeytrap en førende position, samt Malene en plads på The M List.
HVAD HAR VÆRET DET SVÆRESTE FOR DIG I DET FORGANGNE ÅR?
At føre virksomheden helskindet igennem corona for andet år i træk må nødvendigvis have været den største udfordring. Filmbranchen har, som så mange andre, haft det svært, men jeg synes, at vi klart er på vej op igen.
HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2022?
For rigtig mange gælder det om at genfinde passionen for det man beskæftiger sig med. Efter et par år med “overlevelse” er det vigtigt, at vi i fællesskab finder tilbage til de værdier, der i sin tid førte os ind i branchen. Og da Honeytrap er i gang med ekspansion, skal jeg vænne mig til at være mindre hands-on i dagligdagen.
HVAD HAR VÆRET MEST VIGTIGT FOR DIN SUCCES I ÅR?
Uden tvivl: Det stærke sammenhold med vores instruktører og producere – og vores fælles styrke til at få det kreativt og kommunikative maksimale ud af vores alle filmproduktioner.
HVAD SAVNER DU, AT BRANCHEN DISKUTERER MERE?
Der er stadig et behov for at tale om bæredygtighed. Nogle dropper plastikflaskerne, men samtidig står der en generator ude bagved og sluger benzin. Men vi kan jo ikke lave film uden lys. Som producent kunne jeg godt bruge nogle undersøgelser af, hvor man virkelig kan sætte ind for at kunne optimerer forbruget af energi og ressourcer.
PÅ HVILKE(T) OMRÅDE(R) SER DU GERNE AT BRANCHEN UDVIKLER SIG?
I Honeytrap prøver vi at udfordre kunderne til at fortælle mere interessante historier om deres brands. Det kræver mod af vores kunder og vi mødes desværre ofte af frygt for at bryde ud af “excel”-arket. Så måske ikke så meget et ønske om udvikling, men et ønske om at vi kommer tilbage til at kommunikere med mod og mavefornemmelse.
HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?
Uden tvivl – filmarbejderne. De har været tvunget til at møde op på forskellige film-set hver uge, og er tvunget til at være sammen med forskellige menne- sker konstant. De har været voldsomt eksponeret for covid-smitte samtidig med, at de som freelancere ikke har haft et økonomisk sikkerhedsnet ved sygdom.