Erfaring

Mette satte skub i sin karriere i 1997 som International Brand Manager hos Dandy. Efterfølgende har hun været forbi hhv. Envision, Semper, Tulip og Arla Foods, før hun kom til Danish Crown i 2017. Først startede Mette som Vice President, Marketing & Innovation, men sidder i dag med det nordiske ansvar i tilsvarende stilling.

Motivation

For fjerde år i træk kan Mette Schact Færch ses på The M List, og det er der mange gode grunde til. Med hendes solide ledelsesevner, marketingsforståelse og kommercielle tæft formår hun om nogen at levere banebrydende FMCG- løsninger for Danish Crown. Hun kan bryste sig af at være en af nøglepersonerne bag en ny strategi “Feeding the Future”, som centrerer sig om at nedbringe klimaaftrykket på kød. Til trods for et turbulent 2021 har strategien genereret rekordresultater med et overskud på 2,2 milliarder kroner. En succes som i den grad kan tilskrives de nye og styrkede marketingindsatser på hjemmemarkederne i Nordeuropa, som Mette har været frontfigur på. Mette er en unik marketer og leder inden for dansk detailhandel, som med skarpe og komplekse initiativer baner vejen for Danish Crown mod en mere bæredygtig retning.

 

HVAD HAR VÆRET DET SVÆRESTE FOR DIG I DET FORGANGNE ÅR?

Bæredygtighed er vigtigt for os, vores kunder og forbrugerne. Vi vil gerne kommunikere om vores ambition, hvor langt vi er på vores bæredygtigheds- rejse og om vores konkrete initiativer. Men bæredygtighedskommunikation er vanskelig, som mange virksomheder allerede har erkendt. Greenhushing er en udfordring. Men det skal ikke afholde os!

HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2022?

Danish Crown er på en spændende rejse, hvor vi skal transformere vores industri for at nå vores bæredygtighedsmål. Vi er godt på vej, og har reduceret vores klimaaftryk med 30 % pr kg gris siden 2005, men vi skal videre! Vi skal lære forbrugerne, at de skal spise mindre, men bedre kød!

HVAD HAR VÆRET MEST VIGTIGT FOR DIN SUCCES I ÅR?

Som en del af Danish Crowns bæredygtighedsrejse er vi for alvor trådt ind på det plantebaserede marked, og vi har lanceret en større serie plantebaserede produkter, som passer ind i danskernes hverdag. Den succes er skabt i et stærkt samarbejde på tværs af hele vores virksomhed.

HVAD SAVNER DU, AT BRANCHEN DISKUTERER MERE?

Jeg ser gerne, at der bliver arbejdet på at sikre, at virksomheder får større mulighed for at kommunikere om deres bæredygtighedsinitiativer. Forbrugerne har krav på klar klimakommunikation, som er velunderbygget. Men kravene må ikke blive så restriktive, at det ikke er muligt at sige noget.

PÅ HVILKE(T) OMRÅDE(R) SER DU GERNE AT BRANCHEN UDVIKLER SIG?

Branchen skal i endnu højere grad forstår at arbejde med bæredygtighed strategisk og som en kommercielt drivende faktor. Og at vi sammen sætter fokus på ROI og forstår effekten af initiativerne.

HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?

Som altid – ingen nævnt, ingen glemt!