Erfaring
I 2000 stiftede Robert det prisbelønnede reklamebureau & Co. sammen med Mikael Jørgensen og Thomas Hoffman. Lige siden har Robert være den kreative frontfigur for bureuaet med Thomas Hoffmann i rollen som Executive Creative Director.
Motivation
Som et kreativt “one of a kind”- talent i reklamebranchen er Robert Cerkez en selvskreven profil på The M List – og i år er ingen undtagelse. Efter i alt 22 år hos & Co. har Robert markeret sig som en af branchens stærkeste kreative direktører. Robert har været spydspids for en række kreative kampagner for & Co., som har resulteret i en guldregn af vundne priser. Han tilskrives en stor del af æren for kåringen som Agency of the Year i Europa, en Grand Prix for kampagnen med Sikker Trafik ved Epica Awards 2021, og en flot hyldest til kampagnen med SAS “What Is Truly Scandinavian”, som blev en af verdens mest prisbelønnede kampagner i 2021. Robert formår at fastholde bureauets stærke position, både herhjemme og i udlandet, med unikke fortællinger, som bygger på originalitet. Endnu et år på The M List er i hus.
HVAD HAR VÆRET DET SVÆRESTE FOR DIG I DET FORGANGNE ÅR?
Det sværeste for mig har været, at vi på bureauet har haft perioder, hvor vi af gode grunde, har arbejdet meget hjemmefra. De virtuelle værktøjer vi bruger er jo rigtig gode, men for mig, er det at være sammen i virkeligheden bare tusind gange bedre. Der opstår en magisk energi, når vi alle er samlet. For mig er det, det ultimative.
HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2022?
Hvert eneste projekt vi laver er en professionel udfordring. Der findes ingen nemme opgaver. Når verden omkring os bliver mere og mere fragmenteret og kompliceret, kræver det, at vi skaber kommunikation der kan mærkes. Så udfordringen er som altid, at vi sammen med kunden, finder noget der får modtageren til at mærke et sug i maven.
HVAD HAR VÆRET MEST VIGTIGT FOR DIN SUCCES I ÅR?
Vi har haft succes med at tiltrække talenter, både fantastisk dygtige unge og nogle af Danmarks tungeste seniorkreative. Jeg er specielt stolt over, at de er blevet så hurtigt integreret og er med til at styrke kulturen. Kultur er jo ikke en statisk størrelse, så nye kolleger giver ny dynamik, og de har gjort det sjovere at gå på arbejde.
HVAD SAVNER DU, AT BRANCHEN DISKUTERER MERE?
Jeg synes generelt, at branchen er ok til at belyse og perspektivere aktuelle emner i en dansk kontekst. Man ser dog ofte, at diskussionen har været i gang på internationalt plan i lang tid, inden den når til Danmark. Der kunne vi godt blive bedre til at komme hurtigere med i debatten.
PÅ HVILKE(T) OMRÅDE(R) SER DU GERNE AT BRANCHEN UDVIKLER SIG?
Det er en kompliceret verden vi navigerer i. Og angsten for at fejle er stor. Det er blevet for nemt at gemme sig bag driveranalyser og algoritmer, hvilket gør at størstedelen af den kommunikation vi møder i vores hverdag er uinspirerende og kalkuleret. Jeg længes efter en kreativ revolution i en automatiserede verden.
HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?
Der er mange af vores kunder og samarbejdspartnere, som skal have ros. Men jeg vil gerne sige tak til en ung kreativ, Pernille Lund, som jeg i 2021 havde en virkelig inspirerende samtale med. Du har en vilje af stål. Jeg håber, at det går godt for dig.