Erfaring

I 2001 kom Signe til TDC Group, senest i stillingen som Department Director. Efterfølgende har hun kunnet kalde sig Head of Sales and Marketing hos OiSTER, Chief Executive Officer hos CBB Mobil og Chief Commercial Officer hos Virgin Mobile Middle East & Africa. I 2017 indtog Signe sin nuværende rolle som Chief Marketing Officer hos Lunar.

Motivation

I 2017 kastede Signe Julie Valeur Bodholdt sine CMO-kundskaber på Lunar, og siden da har det danske fintech-selskab oplevet medarbejder- og kundetilvækst, markedsekspansion, internationalt kendskab og økonomiske vækstresultater. Dette på baggrund af et øget marketingfokus og med Signe som katalysator for en række nylige marketinginitiativer. Senest er Lunar gået i luften med en kampagne, hvor Hollywood-stjernen Will Ferrell er frontfigur, hvilket sætter Lunar på den internationale scene ved at forblive tro mod sin moderne, friske og digitale status. En status der tilmed udfordrer de store og traditionelle banker. Signe har bevist, at det rette mindset samt en kreativ og innovativ til- gang til marketingdisciplinen på kort tid kan skabe imponerende meritter, hvilket både sætter hende på The M List og nominerer hende til årets CMO 2022.

 

HVAD HAR VÆRET DET SVÆRESTE FOR DIG I DET FORGANGNE ÅR?

Den sværeste i år har været at finde talent til marketing teamet og bygge teamet op. Vi vokser med lynets hast i Lunar, så det er en stor udfordring, når vi ikke kan finde de rigtige folk. Og corona har ikke gjort det nemmere.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2022?

Når man arbejder i en virksomhed, som vokser i det tempo Lunar gør, er den største udfordring som CMO, at sikre, at man kan ændre retning, når det er nødvendigt. Der er konstant scene skifte. Og den udfordring bliver ikke mindre i 2022.

HVAD HAR VÆRET MEST VIGTIGT FOR DIN SUCCES I ÅR?

At vi som team har været i stand til hurtigt at reagere på muligheder, og turde satse stort når muligheden bød sig til det.

HVAD SAVNER DU, AT BRANCHEN DISKUTERER MERE?

I takt med at medielandskabet ændrer sig, så bliver det sværere og sværere, at nå ud til brugerne. Jeg vil gerne diskutere endnu mere hvordan fremtidens marketing ser ud? Hvordan og hvor skal man ramme brugerne?

PÅ HVILKE(T) OMRÅDE(R) SER DU GERNE AT BRANCHEN UDVIKLER SIG?

Samarbejdet med bureauer/freelancere og kunden. Vi har forsøgt at inhouse meget, men har i den proces også erfaret, at der i perioder vil være behov for hjælp udefra. Men det er svært at finde bureauer, som har samme agile setup som vores eget. Og det er stadig en jungle, at finde de rigtige freelancere.

HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?

Katrine Lee Larsen, Founder af Copenhagen Cartel. Hun viser hvordan bæredygtighed og forretning smukt kan gå hånd i hånd. Hendes arbejde og drive er meget inspirerende.