Erfaring

I 1997 indledte Thomas karrieren som Associate hos PwC. Efterfølgende tog Thomas forbi Novo Nordisk og Coca-Cola Company, inden han i 2006 kom til Kontrapunkt, hvor han senest varetog stillingen som Managing Director & Partner. Efter 10 år hos Kontrapunkt, kan Thomas i dag kalde sig Founding Partner & CEO hos EVERLAND.

Motivation

De seneste tre år har Thomas Gamst ikke kun været med på, men også driv- kraften bag, EVERLANDs imponerende vækstrejse. 2021 har budt på mærk- bar fremdrift, hvilket har gjort det muligt for brand- og designbureauet at ekspandere i Norden gennem etablering af nye kontorer i Norge og Sverige. Dette har været med målet om at skabe en “nordisk hub for consumer branding”, og Thomas og EVERLAND kan allerede bryste sig over en stigende efterspørgsel og interesse i bureauets kreative ydelser, der både sætter bureauet på den globale scene og tilføjer nye nordiske kunder til porteføljen som bl.a. REMA1000, Ringes og Hansa Borg. Bureauets førende positionering i Norden kan til dels tilskrives Thomas’ tilgang til og mestring af ledelsesdisciplinen, som fører bureauet sikkert fremad og gør ham til en genganger på The M List.

 

HVAD HAR VÆRET DET SVÆRESTE FOR DIG I DET FORGANGNE ÅR?

Generelt har det været vanskeligt at holde moralen højt i takt med at nye coronabølger skyllede ind over os, med nedlukninger, teams-møder og hjemmeskole til følge. At etablere os i både Oslo og Stockholm samtidigt, gjorde bestemt ikke sidste år nemmere, men vi lykkedes med det meste – og lærte fra resten.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2022?

Lige nu er vores største udfordring at finde kvalificerede medarbejdere, og med en fyldt pipeline kunne denne udfordring se ud til at fortsætte. Medmindre, at en ny farlig corona-variant, en økonomisk recession eller en krig i Europa pludseligt ændrer hele situationen. Så, 2022 vil nok kræve en konstant monitorering og omstillingsparathed.

HVAD HAR VÆRET MEST VIGTIGT FOR DIN SUCCES I ÅR?

Gode relationer blandt kolleger og kunder, en stærk kultur og en fælles tro på bureauets mission. Det har været den generelle opskrift på vores fremgang. Og, så har vi helt konkret haft held til at vokse vores forretning udenfor landets grænser, hvilket i sig selv også har gjort os dygtigere pga. en hårdere konkurrence.

HVAD SAVNER DU, AT BRANCHEN DISKUTERER MERE?

Fremtidens arbejdskraft, herunder uddannelse og udvikling af talent. Erfaringer fra den hybride arbejdssituation som mange har oplevet under corona – hvad kunne evt. tages med videre. Og så kunne det være interessant at have mere fokus på den internationale bureauscene med henblik på at styrke vores egen.

PÅ HVILKE(T) OMRÅDE(R) SER DU GERNE AT BRANCHEN UDVIKLER SIG?

I vores egen internationalisering har vi erfaret, at vi som skandinavere har en indbygget troværdighed ift. nogle af tidens store emner såsom bæredygtighed, ansvarlighed, diversitet, osv. Branchen kunne have mulighed for at skærpe konkurrencen internationalt, hvilket også kunne danne grundlag for nye samarbejder.

HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?

Jeg er stadig imponeret over, at Rema 1000 for fjerde år i træk er øverst på YouGov’s “Best Brand Rankings”. Det er da meget godt gået af en lavpris dagligvarekæde. Vi har selv fornøjelsen af et mangeårigt samarbejde og ved, at den position kun er opnået med reelle intentioner, konkrete indsatser og bundsolidt arbejde. Godt gået!