Erfaring

2011 blev året hvor startskuddet for Jakob Vedels karriere for alvor lød. I samvirke med sin barndomsven, Mathias Hillerup, stiftede han det digitale performance marketing-bureau, kendt under navnet s360, som på bureauets 12. leveår består som et af Danmarks største. Foruden sin fornemme titel som CO-Founder, har Jakob siden bureauets stiftelse ligeledes ageret administrerende direktør, på hvilken post han fortsat er at finde i dag.

Motivation

Som både CO-Founder og CEO for det prisvindende performance marketing-bureau s360, lander Jakob Vedel endnu en gang en solid plads på The M List. Qua hans indgående forståelse for kundeudfordringer og evne til at tilpasse bureauet til om- verdenen og nye behov, har han taget s360 på en spændende rejse mod at være et af Danmarks førende performance marketing-bureauer. Gennem det seneste år har s360 cementeret deres plads i branchen i form af en lang række nye kunder samt priser ved både nationale og internationale awards. Hele 16 awards er det blevet til på tværs af kategorier. Som en ung, ambitiøs og motiverende leder på et ambitiøst bureau, er der ingen tvivl om, at Jakob fortjener en plads på årets liste.

HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN LIGE NU?

Retail Media fylder en del på agendaen rundt omkring i de forskellige e-commer- ce-virksomheder. Så jeg forventer, at det er en tendens, der for alvor kommer til at gøre sit indtog i 2023.

HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?

Hvis vi fortsætter med at tænke Danmark først og fokuserer på det som primært marked, så bliver det svært at følge med, da internationaliseringen går hurtigere end nogensinde før.

HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?

Som det første skal man starte med at se hele verdenen som sin platform, når det gælder rekruttering og salg af sine produkter/services. Det kræver ofte en ændring af hele virksomhedens mindset.

HVORDAN KAN BRANCHEN HJÆLPE MED DEN GRØNNE OMSTILLING?

Jeg vil anbefale alle at kigge nærmere på Scope3.

HVORDAN HAR DEN ØKONOMISKE SITUATION PÅVIRKET DIT ARBEJDE I DET FORGANGNE ÅR?

For driften af bureauet har det haft en minimal effekt, men vi har brugt ekstra tid på at rådgive, udarbejde og eksekvere strategier for vores kunder, der skal få dem bedst muligt gennem stormvejret.

HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?

Det har været, at vi i fællesskab er lykkedes så godt med, at få otte forskellige kontorer i fem forskellige lande til at finde fælles fodslag, selvom vi er gået fra 100 til +230 ansatte på to år.