Erfaring

John indledte sin karriere hos OMD Denmark i 1994, hvor han sad som direktør i 12 år, hvorefter han valgte at gå selvstændig. I 2013 landede John stillingen som CCO hos Orchestra, hvor han efterfølgende blev forfremmet til administrerende direktør. I dag er John forsat administrerende direktør og ligeledes partner hos virksomheden.

Motivation

John Herup har sikret sig en velfortjent plads på listen for ottende år i træk. Han har igen i år opnået imponerende resultater hos Orchestra takket være en skarp strategisk retning og positionering i mediebranchen, og hans indsats fungerer som en effektiv standard for bureauets ekspertise og digitale kompetencer. Som administrerende direktør og Founding Partner for mediebureauet har John siden 2013 stået i spidsen for at bygge bureauet fra to til 60 dedikerede medarbejdere. Nu er Orchestra blevet 100 % medarbejderejet. Desuden har John stolt kunne fejre Orchestras 10-års jubilæum i februar 2023. John er en inspirationskilde i branchen, som evner, at udbrede høj forretningsetik som en naturlig standard, hvilket bl.a. har sikret Orchestra en solid markedsposition, samt sikret John endnu en plads på The M List.

HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN LIGE NU?

ESG. Alle aktører skal forholde sig til både eget ståsted, og hvordan man integrerer ESG i dagligdag såvel som rådgivning. Jeg forudser en helt ny industri, og alle bestående bureauer, annoncører og medier vil skulle lære at navigere heri.

HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?

Vores branche, mediabureauer, har stadig en kæmpe udfordring hvad angår økonomisk transparens.

HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?

Transparens er som begreb allerede fortærsket, og af samme årsag er det vigtigt, at nogen fastholder fokus i forhold til de transaktionelle pengestrømme i branchen. Det kræver ihærdighed og utrættelighed, og her tager vi gerne ansvar.

HVORDAN KAN BRANCHEN HJÆLPE MED DEN GRØNNE OMSTILLING?

Der er en del som handler om at gå forrest. Tage medicinen selv. Det helt store potentielle bidrag ligger dog i 1) At rådgiver virksomheder og 2) Stædigt og vedholdende at skabe større ringe via egne samarbejdspartnere – i vores tilfælde medierne.

HVORDAN HAR DEN ØKONOMISKE SITUATION PÅVIRKET DIT ARBEJDE I DET FORGANGNE ÅR?

For nuværende oplever vi ingen direkte og større påvirkning i egen forretning. Den økonomiske situation skal vi dog til stadighed tage alvorligt.

HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?

Vi har i det forgangne år skabt en ny ejerstruktur på bureauet, således at bureauet nu er 100 % medarbejderejet. Det har jeg en tyrkertro på, vil skabe et stærkt funda- ment for helt nye eventyr.