Erfaring

Liselotte indledte sin karriere som Web Content Manager hos SEB. Herefter sad hun som Site Manager hos Nordea, før hun i 2006 landede stillingen som Online Marketing Manager hos Dansk Supermarked. I 2013 rykkede hun til BESTSELLER som Global Content and Digital Marketing Manager, hvor hun efter fire år tog til Lunar Way som Head of Marketing and Communication. I dag sidder Liselotte dog som CMO for Normal – en rolle hun har haft de sidste seks år.

Motivation

Liselotte Kirkelund indtager endnu en gang en solid plads på The M List, på bag- grund af hendes imponerende resultater ved NORMAL. Siden de slog dørene op i 2013, er kæden vokset eksplosivt, og her har Liselotte del i kædens spændende rejse. I regnskabsåret 21/22 er overskuddet steget med næsten 70 %, samtidigt med at omsætningen har taget et kvantespring på næsten 4,5 milliarder kroner. Med imponerende tæft driver Liselotte markedsføringen for en yderst imponerende forretning med 450+ butikker, der sigter mod stjernerne. Dette ses også i form af deres ambitiøse internationale ekspansioner – senest i Portugal. Der hersker derfor ingen tvivl omkring Liselottes indgående kunnen i markedsføringsdisciplinen, og derfor er hun at finde på The M List, for fjerde år i træk.

HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN LIGE NU?

Der er en kamp om kunderne – ikke noget nyt – men der bliver konkurreret på mere end bare pris. Oplevelse, kvalitet og overraskelser spiller en endnu større rolle.

HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?

Udfordringen ligger i alle de muligheder, vi har. Vi kan interagere med kunder på forskellige platforme – men hvilke er de rigtige, og hvilke er langtidsholdbare? Fokus på sikkerhed og GDPR, gør arbejdet med enkelte kanaler mere udfordrende.

HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?

Tænke i nye veje at komme tæt på kunden. Her kommer kendskabet til forretningen, kunderne og deres præferencer ind i billedet. Loyalitet skal skabes igennem andet end priskampagner og rabatter.

HVORDAN KAN BRANCHEN HJÆLPE MED DEN GRØNNE OMSTILLING?

Når det kommer til produkter og kundens indkøb, mener jeg stadig, at det er et spørgsmål om at give kunderne et valg, når de handler. Vores opgave ligger i at kommunikere muligheden.

HVORDAN HAR DEN ØKONOMISKE SITUATION PÅVIRKET DIT ARBEJDE I DET FORGANGNE ÅR?

Vi investerer i både synlighed og kendskab. Der er stor forskel i modenheden på vores markeder, så der er forskellige behov. Hvor vi på nogle markeder kan komme rigtig langt organisk, skal vi investere mere i etablering på nye markeder.

HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?

Vi har styrket egne kanaler og forlænget NORMAL-universet via digitale spil og interaktioner. Vi laver markedsføring, der er ‘on brand’ på tværs af syv markeder og i tråd med vores DNA. Og med effekt. Derudover har vi lanceret nyt tv-univers i tre lande.