Erfaring
Mettes karriere har cirkuleret om producer-rollen siden hun startede som Agency Producer hos Bates tilbage i 1994. Efter knap 11 år hos Bates rykkede Mette til Moland Film Company, hvor hun var i to år, før hun gik freelance i 2008. Siden 2011 har Mette dog været at finde hos produktionsselskabet Bacon, hvor hun varetaget posten som Executive Producer, og i 2016 kunne hun supplere med titlen som Managing Director.
Motivation
Med passion for film og tv-produktion og talent for at udvikle og producere succes- fulde og nyskabende projekter, vækker Mette Jermiin beundring i såvel nationale og internationale kredse. Mette er umådelig foretagsom og har i løbet af 2022 taget del i en perlerække af prisvindende produktioner for bl.a. IKEA, Takt, H&M og Interflora, som er blevet anerkendt ved både eurobest, CCA og the TRUE award. Mettes gedigne indsatser har tillige resulteret i poster som bl.a. Jury President for Production Design ved 2022s D&AD, og som del af Executive Jury ved CCA 2022, og var i 2021 den første danske juryformand ved eurobest siden 2007. Med dybt branchekendskab og prægtig ildhu driver Mette Bacons stadige fremgang, som et af Danmarks mest anerkendte og kreative produktionsselskaber. En bedrift, som utvivlsomt værdiger sig til en plads på The M List
HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN LIGE NU?
Fokus på bæredygtighed, mangfoldighed, inklusion og social retfærdighed. Og så selvfølgelig den teknologiske udvikling. AI vinder frem og giver nogle helt nye muligheder, men også udfordringer og etiske spørgsmål.
HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?
Den grønne omstilling, som kræver fuldt fokus. Samt at lave kommunikation som kan trænge igennem muren af de enorme mængder content, vi alle bliver eksponeret for.
HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?
Vi skal finde nye måder at engagere forbrugerne på ved hjælp af kreativ og innovativ storytelling. Reklamefilm har magten til at inspirere folk til at handle og skabe positiv forandring, så vi har et ansvar for at bruge vores taletid fornuftigt.
HVORDAN KAN BRANCHEN HJÆLPE MED DEN GRØNNE OMSTILLING?
Vi bliver nødt til at kigge indad og handle nu. Det kræver samarbejde fra alle involverede, hvis reklamefilm skal blive mere bæredygtige, så vi må stå sammen om at træffe svære, men ansvarlige valg.
HVORDAN HAR DEN ØKONOMISKE SITUATION PÅVIRKET DIT ARBEJDE I DET FORGANGNE ÅR?
Vi havde et rigtigt travlt 2022, og først nu mærker vi virkningen af en spændt økonomisk situation. Indtil videre oplever vi det mere udtalt på det skandinaviske marked, mens vores kanaler uden for Norden virker mindre påvirket.
HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?
At vi har lavet det bedste resultat i Bacons 22-årige historie. Og samtidig opnået udmærkelser af vores unge talenter, styrket vores organisation og ikke mindst genetableret vores fysiske tilstedeværelse i Stockholm med åbningen af et kontor.