Erfaring

Forinden Mias ankomst til revisionsgiganten KPMG, indledte hun karrieren hos en række NGOer og reklamebureauer; herunder Røde Kors og Kræftens Bekæmpelse. I de følgende seks år var hun forbi reklamebureauerne WDP og Accenture Song som hhv. Account Manager og Account Director. NGO- og bureauverdenen blev dog skiftet ud til fordel for rådgivningsbranchen, da Mia kom til KPMG i 2021 som den yngste marketing- og kommunikationsdirektør i ‘The Big Four’ historie.

Motivation

Mia Terese Duelund er den yngste danske marcom-direktør i en af ‘The Big Four’ nogensinde. I en eksplosiv branche som er kendt for fart og høj faglighed, dominerer Mia markom-disciplinerne. Hun er en handlekraftig pragmatiker, der er exceptionelt dygtig til at se det store billede og lede forretninger og mennesker i den rigtige retning. Mia har leveret synlige resultater på tværs af brancher og har været anerkendt med op til flere prestigefyldte branchepriser, og hun kan herunder bryste sig af, på blot to år, at have løftet KPMGs image med 26 pladser i Berlingskes Imageanalyse. Hendes kommunikations- og ledelsesevner er uovertrufne, og hendes naturlige ledergen markerer hende som et fyrtårn for kvinder, der har ambitioner om en lederkarriere. Egenskaber der sikrer Mia en flot debut på The M List.

HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN LIGE NU?

Med usikkerheden i verden er brand og image nu vigtigere end pris, viden mv. hvilket giver større tryk på Brand Manageren, som nu har færre ressourcer. Så vi skal være smartere, bruge hele maskinen og tænke omdømme frem for kortsigtet promovering.

HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?

Det er mere reglen end undtagelsen, at Corporate Communication og marketing er interne konkurrenter frem for kolleger. Det skal vi have bugt med. Vi skal have genetableret tilliden de to fag i mellem. Ellers ser nye forbrugere og talenter igennem os.

HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?

Sikre én klar retning og ekstremt tæt samarbejde, hvor alle er enige i konsekven- serne. Vi kan ikke alle være generalister, og vi skal have mod – men specialisterne skal også kunne løfte sig op. Alt vi gør påvirker virksomhedens image og resultater.

HVORDAN KAN BRANCHEN HJÆLPE MED DEN GRØNNE OMSTILLING?

Det er ikke bureauets ugentlige vegetardag eller vores affaldssortering, der flytter den store nål. Men vi kommunikationsfolk skal sikre, at rollemodellerne, dem med ambitioner på vores alles vegne, står lysende klart frem. Det er i vores magt.

HVORDAN HAR DEN ØKONOMISKE SITUATION PÅVIRKET DIT ARBEJDE I DET FORGANGNE ÅR?

Ikke meget. Når man promoverer mennesker og ekspertise frem for produkter og priser, så er det en anden ‘longevity’, vi arbejder med. Vi samler i forvejen vores eksterne køb meget hos gode samarbejdspartnere, da vi er en lidt kompleks størrelse.

HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?

Vi har arbejdet intenst med at styrke og udvikle KPMG-brandet globalt og i DK, med et fantastisk resultat so far, der kommer til at resonere derude. Det har være både hårdt og sjovt – og hos mig hænger de to ting tit sammen!