Erfaring
Miriam startede sin karriere hos Research International i 2007, hvorefter hun sad som Strategic Planner hos hhv. Carat Deep Blue, Zupa og Hjaltelin, Stahl & Co. I 2013 vendte hun tilbage til Zupa i en stilling som Head of Strategy og senere som Strategic Director, hvorefter hun indtrådte som Strategy Director & Partner hos Another. Siden 2018 har Miriam siddet hos AKQA, hvor hun i dag har titlen som Executive Strategy Director.
Motivation
Som en af Danmarks dygtigste strateger udmærker Miriam Plon Sauer sig i værdiskabelse ved brandkonstruktion. En disciplin som kræver skarpe indsigter og et velmeriteret håndelag. Hun rummer mange facetter inden for såvel analyse, strategi og kreativitet, og evner at bruge disse klogt og er garant for stor sammenhængskraft. Miriam har i løbet af det forgangne år bl.a. stået i spidsen for at lede strategi på tværs af AKQA Group på Volvo, og har i denne ombæring taget del i den redefinering af Volvo-brandet som har udspillet sig i globalt regi. Desuden har Miriam ført fanen ved udarbejdelsen af en ny intern tilgang og proces for den globale brandstrategi for AKQA, og har tillige stået for udarbejdelsen af brandstrategien for brands som Cowboy og Miro. Miriams sublime track record lander hende således en sikker plads på The M List 2023.
HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN LIGE NU?
Pendulet er ved at svinge tilbage mod effektivitet. Ikke den overfladiske click- og like-effektivitet. Men ægte forretningskritisk effektivitet. Det er en mulighed for at bevise, hvad kreativitet kan.
HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?
At vi ikke tager os selv seriøst nok til at se vores egen branche som en væsentlig del af den positive forandring, der skal til for at skabe en bedre fremtid. Vi har en enorm indflydelse. Men vi bruger den ikke.
HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?
Vi skal gøre op med den kultur, der er blevet en sovepude for os. Vi skal holde op med at fortælle os selv, at det ‘bare er reklame’. Mere diversitet på direktionsgangene ville sikkert heller ikke være en hæmsko.
HVORDAN KAN BRANCHEN HJÆLPE MED DEN GRØNNE OMSTILLING?
Ved at bruge vores indflydelse. Vi kan flytte både holdninger og adfærd. Vi skal blive bedre til at hjælpe vores kunder til at se, hvor de kan gøre en forskel. Og sætte handling bag.
HVORDAN HAR DEN ØKONOMISKE SITUATION PÅVIRKET DIT ARBEJDE I DET FORGANGNE ÅR?
Heldigvis ikke meget. Der har selvfølgelig været budgetter, der er blevet skåret. Men alt i alt, er vi sluppet heldigt.
HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?
At hjælpe Volvo med at udvikle deres nye brandplatform og tilføje et nyt og kulturelt relevant perspektiv på de værdier, der definerer brandet har været en fantastisk udfordring.