Erfaring

Ole har gennem sin studietid hos DMJX besat adskillige roller som både Art Director, Creative og Editor hos bl.a. Redhair, & Co., Jung von Matt og Retelly. Siden Ole færdiggjorde sin professionsbachelor i Kreativ Kommunikation, har han været at finde hos det kreative reklamebureau, & Co. Her har han de foregående knap otte år kunne kalde sig Senior Art Director.

Motivation

Fra M Talent til The M List: Ole Bager Hoffmann er utvivlsomt en af de unge profiler, der i suverænt omfang har formået at vise sit værd, og er, gennem sit flotte stykke arbejde i det forgangne år, for alvor trådt ind i rampelyset på den danske bureauscene. Ole er i samvirke med sin partner, Kristoffer Winther, den kreative hjerne bag en af de mest prisvindende kampagner nogensinde: ‘Hjelm har alle dage været en god idé’, som blev udarbejdet for Rådet for Sikker Trafik, og bl.a. sikrede makkerparret en Clio Grand Prix sidste år. Oles kreative tæft og evindelige jagt på den næste gode idé udgør esset i ærmet, som i kombination med hans sublime sæt af faglige kompetencer, adskiller ham fra branchens resterende talenter. I denne sammenhæng er det med stor fornøjelse, at vi kan byde en tidligere M Talent-profil velkommen ombord på The M List!

HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN LIGE NU?

AI har på en eller anden måde fået fat helt nede ved rødderne af kreativitet. Personligt har jeg oplevet den samme lyst til at vise mine AI-generede kreationer til kolleger og venner, som da jeg var barn og skulle vise tegninger til mine forældre.

HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?

Lige så generøst et kommunikationsværktøj AI kan være, lige så meget skal man holde øjnene på bolden, som for mig at se altid vil være den menneskelige indsigt i dem, vi kommunikerer til.

HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?

Hvis jeg skulle dosere artificial intelligens og menneskelige indsigter i en pandekagedej fra Valdemarsro.dk, så ville jeg putte 2 deciliter indsigt i margretheskålen pr. 1 deciliter AI.

HVORDAN KAN BRANCHEN HJÆLPE MED DEN GRØNNE OMSTILLING?

Budskaberne i den grønne omstilling kæmper om opmærksomheden på samme vilkår som andre reklamer, Netflix-serier og true crime-podcasts. Vi kan hjælpe med gøre de grønne budskaber interessante og vedkommende, og derved bryde lydmuren.

 

HVORDAN HAR DEN ØKONOMISKE SITUATION PÅVIRKET DIT ARBEJDE I DET FORGANGNE ÅR?

I år har vi skullet være enormt opmærksomme på den fælles virkelighed, som forbrugerne deler. Budskaber og kampagner, der normalt ville blive sendt i markedet, har måtte dø eller blive udskudt, fordi de kontekstuelt ikke gav mening alligevel.

HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?

Den største succes må være, at min kreative makker, Kristoffer Winther, som jeg har lavet alt med, stadigvæk orker at arbejde sammen med mig, efter ca. 500 år i minen sammen.