Erfaring
Søren startede sin karriere som Account Manager hos det amerikanske reklamebureau Publicis i 1997. Blot tre år senere tog Sørens karriere for alvor fart, idet han indtrådte som Partner & Strategy Director hos Robert/Boisen & Like-minded, hvor Søren de sidste knap 23 år har taget del i ledelsen hos det danske reklame- bureau.
Motivation
Med otte pladser på stribe er Søren Christensen fast inventar på The M List – og dette med rette. Søren positionerer sig som en af dansk reklames mest kyndige strateger og udgør byggestenen i Robert/Boisen & Like-mindeds strategiske initiativer og kreative ydeevne. Søren er derfor central for bureauets vedblivende fremmarch i det danske reklamelandskab. Bureauets fremgang understreges bl.a. ved det flotte resultat i årets MyImage-undersøgelse, hvor de indgår i Top 5 over landets bedste reklamebureauer. Desuden leverede bureauet tillige en imponeren- de præstation, da det første danske Effie-arrangement løb af stablen, hvor bureauet løb med hele ni priser. Søren markerer sig med sin udsøgte strategiske kunnen, som en af branchens store stemmer, hvorfor han heller ikke er til at komme uden- om på The M List dette år.
HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN LIGE NU?
Det må være AI, som eksploderer på alle mulige måder lige nu. Det er spændende at følge og se på, hvordan det kan integreres i vores arbejde.
HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?
Desværre en ongoing problemstilling: Den enorme mængde af halvsløjt indhold, der forurener og intet giver igen til modtagerne.
HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?
Nemmere sagt end gjort. Men man kæmper for at løfte topniveauet og hele tiden dokumentere, at det kan betale sig at gøre sig umage. Det giver simpelthen højere afkast. Både ift. opmærksomhed og investeringen.
HVORDAN KAN BRANCHEN HJÆLPE MED DEN GRØNNE OMSTILLING?
Vi kan gøre det komplekse enkelt og finde det optimale skyts frem, så man placerer sig rigtigt mellem greenhushing og greenwashing. Men vi kan ikke gøre det alene. Det kræver tæt samarbejde med andre eksperter.
HVORDAN HAR DEN ØKONOMISKE SITUATION PÅVIRKET DIT ARBEJDE I DET FORGANGNE ÅR?
Vi har heldigvis haft et godt år, men det er klart, at man hele tiden er opmærksom på, hvordan verden udvikler sig.
HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?
At vi har formået at tiltrække og fastholde en flok mennesker, der er super talentfulde, nysgerrige og ambitiøse. Det er forudsætningen for alt andet.