Erfaring
Med en imponerende karriere bag sig, kunne Terese sidste år overtage posten som Senior VP for Group Marketing & Sales hos Scandlines. Gennem omfattende erfaring fra nogle af dansk erhvervslivs velkendte aktører, såsom TDC, DONG Energy, Codan Forsikring og Klasselotteriet, har Terese opnået vidtgående kendskab til marketingfagets mange facetter, og har bl.a. prøvet kræfter med CRM, strategi, kommunikation og kampagner, kommerciel marketing mv.
Motivation
Forud venter noget af en udfordring for Scandlines, når Femern Bælt-forbindelsen åbner. Opgaven er at vende skuden, og sammen med en helt ny C-suite har Terese Johannesen til opgave, at ændre konkurrencesituationen for Scandlines, med tre internationale infrastruktur-kapitalfonde i ryggen. Digitalisering af kundeoplevelsen er et af deres vigtigste konkurrenceparametre – naturligvis kombineret med de rette priser og produkter på hylden. Og alt tyder på, at skuden er ved at vend. Denne sommer har Scandlines haft den bedste sommer på biler i mange år. Noget må virke i deres marketing, hvor Terese er at finde bag roret. Med en unik forståelse for alle aspekter af marketingdisciplinen, har Terese sat sig for, at løse en ekstrem udfordring. Alt tyder på, at hun lykkes med det, hvilket vi hylder på årets The M List.
HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN LIGE NU?
I de seneste år har den ene krise afløst den næste. Og den beslutning, som vi troede var rigtig i går, er ikke nødvendigvis den rigtige i morgen. Derfor er omstillingsparathed vigtigere end nogensinde før i branchen.
HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?
Det må være den økonomiske usikkerhed og ustabilitet i Europa. Vi skal vænne os til ‘new normal’, og vi skal tilpasse både investeringer og forretning til den nye virkelighed – vel at mærke uden helt at vide, hvad vi ser ind i.
HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?
Krisen kan ende med at blive en selvopfyldende profeti, hvis man går helt i stå og ikke tør handle. Den nye virkelighed kræver mod og villighed til at investere i tiltag. Også selvom beslutningsgrundlaget er mindre solidt end før.
HVORDAN KAN BRANCHEN HJÆLPE MED DEN GRØNNE OMSTILLING?
Som kommercielt ansvarlige er vi i et dilemma, for de fleste af os er med til at skubbe på et forbrug. Så når vi udvikler nye løsninger og produkter, skal vi være bevidste om vores ansvar. Vi skal overveje hvilke vaner, vi støtter hos forbrugerne.
HVORDAN HAR DEN ØKONOMISKE SITUATION PÅVIRKET DIT ARBEJDE I DET FORGANGNE ÅR?
Siden maj 2022 har rejselysten været stor på tværs af vores markeder, så vi ser på fremtiden med optimistiske øjne. Den største omvæltning er nok, at vi taler om og laver ‘hvad-nu-hvis’-planer i et noget større omfang end tidligere.
HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?
Vi har lagt en ambitiøs strategi for de kommende år, der indeholder store investeringer i både medarbejdere, digital udvikling og stærke kundeoplevelser. Vi ser allerede resultater af strategien, og på væsentlige områder performer vi bedre end 2019.