Erfaring

Asgers karriere tog for alvor sin begyndelse, da han landede stillingen som Digital Marketing Consultant hos No Zebra. Her avancerede han til flere forskellige stillinger, og i 2020 var han at finde som Head of Paid Media & Products hos bureauet. Herefter indtrådte han i en tilsvarende stilling hos TRANSACT Denmark, inden han i sommeren 2022 blev forfremmet til sin nuværende stilling som Managing Director hos TRANSACT København.

Motivation

Asgers Storebjerg bærer med succes ansvaret for at drive og udvikle bureauet TRANSACT, lede kunder, forme produkter og styrke bureauets position på markedet. Som en integreret del af tre mediebureauer under Omnicom Media Group og med ledelse af omkring 25 specialister og konsulenter inden for digital marketing, har Asger demonstreret en bemærkelsesværdig dedikation og ledelse. Hans imponerende resultater, herunder anerkendelsen fra DI e-commerce for at placere et af hans ledede projekter i Top 10 i 2023, bekræfter hans digitale kompetencer og evne til at opnå betydningsfulde resultater inden for e-handelssektoren – hvilket blot er ét eksempel på hans succes. Med dette markerer Asger sig som en naturlig tilføjelse til The M List, hvor hans dygtighed og indflydelse i branchen bliver anerkendt og hyldet.

HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN?

Det er svært ikke at pege på de forandringer, der følger i kølvandet af Generative AI. Det medfører et paradigmeskift, som åbner for helt nye måder at løse udfordringer. Vi kan eksperimentere mere, teste ting både hurtigt og billigt, og så er den mest avancerede teknologi ikke længere forbeholdt de store spillere. Viden og teknologi demokratiseres, og de små spillere får helt nye muligheder for at disrupte markeder.

HVORDAN HAR AI PÅVIRKET DIN TILGANG TIL MARKEDSFØRING?

AI har på blot et år revolutioneret vores mulighedsrum indenfor marketing. Med kunstig intelligens får vi pludselig mulighed for at udvide researchfasen, afsøge og kvalificere enorme mængder data og viden – og dermed udforske mange forskellige muligheder, inden vi går videre med en løsning.

HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?

Marketing (særligt digitalt) har altid været en branche i konstant udvikling, men aldrig før har vi skullet forholde os til så mange signifikante forandringer på kort tid. AI-toget buldrer derudaf og mange bliver efterladt på perronen, men samtidig gennemgår vi store forandringer med udfasning af 3.parts cookies, skiftende lovgivning om 1. parts data og en spredning af forbrugerens opmærksomhed på nye platforme.

HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?

På ganske kort tid skal de fleste ledere indenfor marketing uddanne sig til change management konsulent. At facilitere og styre forandring og kompetenceudvikling bliver en altafgørende evne for at lykkedes i de kommende år.

HVAD MENER DU ER DEN MEST UNDERVURDEREDE FÆRDIGHED INDEN FOR DIT FAG I DAG?

Evnen til at bygge den stærke og tillidsfulde relation til kollegaer, kunder og samarbejdspartnere er voldsomt undervurderet i en tid, hvor møder rykker digitalt. Mange signifikante beslutninger træffes stadig på et snævert vidensgrundlag, og ofte med tilliden som den afgørende faktor .

HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?

I januar skrev Dansk Markedsføring en spændende artikel om, at performance marketing-branchen nu er i stor krise efter flere års guldfeber. Jeg er mest stolt af, at vi – trods generelle krisetendenser i branchen – ikke blot har fastholdt, men derimod accelereret vores vækst igennem de seneste år. En vækst, vi forventer at fastholde i 2024.

 

Det har vi gjort med et benhårdt fokus på vores kunders forretning, stærke og tillidsfulde samarbejder og ikke mindst en hurtig og rettidig transformation af vores ydelser inden for kunstig intelligens.

HVILKEN MINDEVÆRDIG KAMPAGNE/MARKETING AKTIVITET HAR GJORT SÆRLIGT INDTRYK PÅ DIG?

TV2’s kampagne ”alt det vi deler” gjorde særligt indtryk på mig og er stadig et glimrende eksempel på en kampagne, som virkelig rammer noget hos modtageren og bindes perfekt sammen med brandets ønskede position.