Erfaring

Birgitte startede sin karriere hos TDC, hvor hun gennem ni år opnåede flere interne forfremmelser. I 2008 skiftede hun til Stofa, hvor hun senest beklædte rollen som Sr. Brand Manager, inden hendes karriererejse førte hende videre til A/S El-Salg som Marketingchef. Efterfølgende var hun Marketingchef hos Indeks Retail A/S, indtil hun indtog stillingen som Marketingchef for Molslinjen. I dag er hun som Marketing Director – fortsat hos Molslinjen.

Motivation

I 2023 blev Birgitte Kold Ingwersen forfremmet internt hos Molslinjen og med god grund da hendes præstationer over årene har bragt virksomheden i rampelyset på den gode måde. Molslinjen, under hendes marketingledelse, har bl.a. opnået anerkendelse som en af de 20 bedste online sites hos Dansk Erhvervs E-handelspris 2024 i kategorien ‘Bedste omnichannel virksomhed’, og den kollektive indsats har også positioneret Molslinjen som nummer 52 på Berlingskes årlige top 100 Imageanalyse. Birgitte har altså formået at implementere en tydelig strategi, klart definerede mål og fælles værdier, hvilket har dannet grundlag for Molslinjens flotte placeringer. Hendes evne til at lede virksomheden mod bæredygtige mål er tydelig, og hendes ledelseskvaliteter har været en vigtig faktor for Molslinjens succes. Det er samlet flotte bedrifter, der bringer Birgitte på årets The M liste.

HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN?

Marketingbudgetter er presset på tværs af brancher. Balancen skifter mellem langsigtede brandingstrategier og kortsigtede taktikker med øget fokus på sidstnævnte. Bæredygtighed forbliver i centrum, og kommunikationen fokuserer på forståelse og accept af kompromisser, når virksomheders grønne tiltag skal prioriteres og dokumenteres.

HVORDAN HAR AI PÅVIRKET DIN TILGANG TIL MARKEDSFØRING?

Hos MOLSLINJEN anvender vi AI og machine-learning til forecasting og prissætning. Læring herfra er grundlag for vores marketingindsatser. AI bruges også aktivt i samarbejdet med vores bureauer (Nørgaard Mikkelsen & s360). I dagligdagen letter AI arbejdet med automatisering af simpel tekstproduktion, opsætning af præsentationer mm.

HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?

Den vedvarende betoning af priser og besparelser blandt danske forbrugere. Brandingindsatsen undermineres til fordel for prissammenligningstjenester, og det kan føre til en prioritering af prisnedsættelser frem for udvikling af kvalitet og brandidentitet. Når makrel i tomat bliver mere tomat end makrel, må vi spørge os selv hvor skal vi hen?

HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?

Virksomhederne skal tro på udvikling og kvalitet. Danske virksomheder og økonomi kan grundlæggende ikke matche ”billige” produkter fra fx Kina. I samarbejde med bureauer bør vi fortsætte med at demonstrere værdien af brandbygning og implementere en passende prisstrategi, der kombinerer brandbygning med kortsigtede resultater.

HVAD MENER DU ER DEN MEST UNDERVURDEREDE FÆRDIGHED INDEN FOR DIT FAG I DAG?

Den mest undervurderede færdighed inden for marketing er værdien af brandbygning på kort sigt.

HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?

Evnen til at balancere brandopbygning samtidig med, at vi har demonstreret over for både vores eksisterende og potentielle kunder, at vi tilbyder konkurrencedygtige priser.

HVILKEN MINDEVÆRDIG KAMPAGNE/MARKETING AKTIVITET HAR GJORT SÆRLIGT INDTRYK PÅ DIG?

Jeg er optaget af IKEAs evne til at præsentere kvalitetsprodukter til rimelige priser på en underspillet måde. Deres seneste kampagne “Det er bare IKEA” fremhæver denne balance på imponerende vis.