Erfaring
Brian kickstartede sin karriere som Ecommerce Manager hos Bon´A Parte, hvor han efterfølgende kom til FDM Travel – senest i rollen som Online Sales & Marketing Manager. I 2013 landede han stillingen som Director hos Coop.dk, hvorefter han kom til The Masai Clothing Company som Head of Ecommerce. I 2018 indtrådte han i sin nuværende stilling som Ecommerce Director hos Matas.
Motivation
Brian Andersen er en af de absolut førende ecommerce- og digitale profiler herhjemme, og hans kompetenceniveau placerer ham i absolut topklasse – og på The M List 2024. Som en visionær og omstillingsparat- og hurtig virksomhed kan man ikke ignorere Matas’ digitale og innovative tilstedeværelse, som Brian har en central rolle i at skabe og drive strategisk. Hans bidrag har resulteret i synlige resultater, og Matas.dk vokser kontinuerligt år efter år, primært takket være Brians kommercielle fornemmelse for vækst. Han har også høstet anerkendelser og vundet branchepriser – Matas.dk har modtaget e-handelspriser i 2023, hvor de blev anerkendt som bedste BTC virksomhed,, hvilket vidner om Brian og hans teams indsats. I kraft af hans rolle som leder for et stort digitalt team på over 100 personer er han yderligere kendt for sine stærke kommunikations- og ledelsesevner. Brian fortjener en klapsalve på listen!
HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN?
Generativ AI. Uden tvivl. I den første udviklingsfase optimerede generativ AI de ”simple” indholdsproduktioner markant. Vi er nu i anden udviklingsfase, hvor generativ AI begynder at kunne lave mere komplet markedsførings content. Der er ikke langt igen før resultatet bliver meget svært at skelne fra ”menneskeligt” produceret content. Vi har også nu fået mulighed for høj grad af personalisering til den enkelte kunde. Og når alle spillere nu kan producere indhold meget hurtigere, bliver det at lave indhold af høj kvalitet og kreativitet endnu mere essentielt.
HVORDAN HAR AI PÅVIRKET DIN TILGANG TIL MARKEDSFØRING?
Hos Matas er vi som de fleste startet med at bruge AI til at skrive tekster, redigere billeder og optimere en række processor. Vi er dog meget opmærksomme på, at vores brand skal stå for noget unikt og troværdigt. Vi har derfor fokus på at finde balancen for hvordan, vi udnytter alle de nye stærke værktøjer mest effektivt samtidig med at Matas’ DNA træder tydeligt frem. Det er essentielt for os at man som modtager tydeligt oplever, at vi er et brand med stor faglig kompetence, stærk personlighed og høj grad af imødekommenhed.
HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?
En af de helt store udfordringer er kinesiske B2C aktører, som er begyndt at markedsføre sig til danske forbrugere. En række danske virksomheder møder nu nye stærke konkurrenter med markant lavere prispunkter samt et afslappet forhold til copyright, varesikkerhed, markedsføringslovgivning mv. Og de har en meget høj investeringsvillighed. Det kan være rigtigt svært at matche som en dansk baseret virksomhed.
HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?
Som branche bør vi gøre alt, vi kan for at sikre at vi spiller efter ”samme regler”. Vi skal bakke stærkt op om de politikere og organisationer, der kæmper for ens retningslinjer.
Der er dog helt sikkert også ting, vi kan lære af de kinesiske B2C spillere. De har en meget længere tradition for at ”bygge” apps end vi har i Europa. De bruger en lang række kommercielle og navigationsmæssige teknikker, som ikke kan oversættes 1:1, men som vi helt sikkert kan lade os inspirere af. Endelig bliver det at bygge brands som står for noget andet end de kinesiske konkurrenter endnu vigtigere. De vil formentlig altid kunne sælge et produkt markant billigere end de danske virksomheder. Derfor skal den merværdi forbrugerne oplever ved at købe et produkt hos de danske virksomheder, stå endnu tydligere for forbrugeren.
HVAD MENER DU ER DEN MEST UNDERVURDEREDE FÆRDIGHED INDEN FOR DIT FAG I DAG?
Inden for e-commerce er det evnen til at forstå livstidsværdien af kunderelationer. Langt de fleste webshops måler deres marketing på last-click i de forskellige trafik-kanaler eller som % af omsætningen. I takt med at det bliver sværere at tracke på tværs af platforme og prisen per kunde stiger, bliver forståelsen af kundens livstidsværdi sammen med taktikker til at arbejde med loyalitet helt afgørende. De virksomheder som arbejder aktivt med at forstå livstidsværdien af deres kunder, vil få en markant konkurrencefordel i forhold til dem, som kun måler omkostningen på de enkelte salg.
HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?
At vi hos Matas er lykkedes med at skabe en nordisk konsolidering i Beauty & Wellbeing branchen ved at købe Kicks. De er den førende beauty retailer i de øvrige nordiske lande og sammen er vi 4 gange større end vores nærmeste nordiske konkurrent. Vi har over 500 butikker og næsten 6 millioner medlemmer. Det giver os en fantastisk platform, hvor vi kan tilbyde vores leverandører én indgang til det nordiske marked.
HVILKEN MINDEVÆRDIG KAMPAGNE/MARKETING AKTIVITET HAR GJORT SÆRLIGT INDTRYK PÅ DIG?
Min favorit er Tuborgs reklame for Squash sodavand med Finn og Jacob. For mig er den et stærkt eksempel på hvad Marketing ”kan”, når der tænkes kreativt på den allerøverste hylde. Selvom det er over 25 år siden filmene kørte, har de opbygget et langtidsholdt kendskab.