Erfaring

Camilla begyndte som Research Consultant hos Wilke, hvilket førte hende videre til Tranberg + Partners som Research Director, COO og CEO & Partner. Efter en periode vendte hun tilbage til Wilke som Head of Politics & Labour Market. Senere overtog hun rollen som Head of Financial Services & Partner hos Wilke, og i dag besidder hun stillingen Director of Insights & Data hos Operate.

Motivation

Som en troværdig kommunikationsrådgiver med mennesket i fokus beriger Camilla Guldberg branchen og The M List med sine 15 års konsulenterfaring i både den private og offentlige sektor. Hos Operate skaber Camilla bevidsthed, engagerer interessenter og omdefinerer adfærd for at skabe bæredygtige samfundsforandringer – og hendes passion og dedikation til dette, skinner klart igennem i hendes arbejde, hvor hun er en vigtig del og leder i et engageret team på 70 forandringsrådgivere og kollegaer. Derudover deler hun også sin indsigt om, hvordan kommunikation spiller en central rolle i at skabe bæredygtige samfundsforandringer med studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Camilla har altså demonstreret sit unikke syn på at løse samfundsproblemer og forretningsudfordringer gennem en menneskecentreret tilgang, hvilket gør hende fortjent til en plads på The M List 2024.

HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN?

Stadig flere brands og organisationer påtager sig et samfundsansvar – det er vores vigtigste opgave fortsat at hjælpe med at forstærke den tendens.

HVORDAN HAR AI PÅVIRKET DIN TILGANG TIL MARKEDSFØRING?

Nu har jeg et særligt ansvar for den indsigtsbaserede rådgivning, og her er vi meget bevidste om, hvornår vi kan bruge syntetisk data, og hvornår vi skal bruge naturlige data. Vi er generelt varsomme med at basere kampagner og andre indsatser der kræver en stærk human insight på syntetisk data – der er for meget hallucination. Med få, vigtige undtagelser, er det stadig menneskeskabte antropologiske, adfærdsøkonomiske, design- og samfundsfaglige indsigter vi bygger vores indsatser på.

HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?

At bruge de muligheder AI giver til at skabe mindre, men bedre kommunikation med større impact – der er risiko for det modsatte.

HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?

Man tænker ansvarligt og less is more. Det første har vi allerede vænnet os til ift. sikkerhed, rettigheder, biases og etik. Det andet skal vi generelt blive bedre til.

HVAD MENER DU ER DEN MEST UNDERVURDEREDE FÆRDIGHED INDEN FOR DIT FAG I DAG?

Empati. For det samfund vi er en del af, de målgrupper vi skal aktivere, og de mennesker vi skal gøre det sammen med.

HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?

At Operate har evnet at fastholde og tiltrække så mange dygtige mennesker, der med deres talent, ambition og mod, er med til at definere en helt ny bureaukategori – forandringsbureauet. De er forudsætningen for, at vi kan hjælpe vores kunder med at skabe 10 bæredygtige samfundsforandringer inden 2027, som er vores ambition.

HVILKEN MINDEVÆRDIG KAMPAGNE/MARKETING AKTIVITET HAR GJORT SÆRLIGT INDTRYK PÅ DIG?

Backup Ukraine af Virtue – kampagnen der gjorde det muligt for alle ukrainere at blive aktivister. Den kombinerer tre effektive greb: Strategiske partnerskaber, borgerinvolvering og teknologi, i en uhyre relevant bevægelse med stor impact.