Erfaring

Kristians karriere tog for alvor fart, da han tog springet fra Brandhouse til SINCE TWENTY TEN, hvor han besad rollen som Managing Partner. Dernæst kom han til MEC, senest i stillingen som Sr. Partner, inden han tog til Ogilvy & Mather som Group Planning Director. Herefter var han forbi Maxus Denmark som CEO, indtil han kom til Wavemaker, hvor han i dag er at finde som Nordic CEO. Han bestrider desuden en række bestyrelsesposter.

Motivation

I sin rolle som CEO for Wavemaker i Norden står Kristian Bæk-Mikkelsen i spidsen for en mission, der går ud på at skabe vækst og levere ekstraordinært arbejde for bureauets kunder. I løbet af det seneste år har bureauet opnået anerkendelse ved at modtage adskillige prestigefyldte priser i samarbejde med andre toneangivende bureauer, hvilket bl.a. markerer Wavemakers tilbagevenden til rampelyset. Kristians evne til at lede og inspirere har været afgørende for dette resultat, og hans nordiske ansvar bekræfter hans position som en central figur i medie- og konsulentbranchen. Med en passion for at navigere i krydsfeltet mellem medier, teknologi og indhold har Kristian skabt en dynamisk atmosfære hos bureauet, som emmer af ledelseskompetence fra øverste hylde. Med Kristians indgående branchekendskab og eftertragtede profil er han tilbage på The M List.

HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN?

Det koncept der fylder mest i samtalerne lige nu er Gen AI. Men jeg synes faktisk at den vigtigste tendens er en reserveret, men spirrende optimisme blandt både bureauer og virksomheder. Sidste år var der relativt få pitches og der var flere diskussioner om budget cuts end innovation og muligheder. Jeg oplever at branchen igen kigger fremad.

HVORDAN HAR AI PÅVIRKET DIN TILGANG TIL MARKEDSFØRING?

AI har haft en massiv påvirkning af mediebureau branchen de seneste 5 år. Det er blandt andet blevet en helt integreret del af den måde vi optimerer mediekampagner på. Generativ AI bringer nye muligheder, som kommer til at påvirke den måde vi udvikler, undersøger og udkommer på. Syntetisk data anvendes allerede i dag i kreative processer, ligesom generativ AI det anvendes til at udvikle billeder, videoer, skrive sammendrag, lave mock-ups etc.

HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?

Mediebureau branchen er grundlæggende bedst til at omfavne specialismer og planlægge og indkøbe ned i siloer. Det skaber en række udfordringer. Specialist-indkøbene har en tendens til at blive generiske imellem bureauerne, der så bliver udskiftelige. Det gør også at prisen bliver presset. En anden udfordring er at mediebureauer godt kan have en tendens til at kaste sig hovedkuls over nye specialist-tendenser. Lige fra algoritmer, til native, metaverse, nft’ere, Gen AI osv. Det er spændende, og vi rammer ofte rigtigt. Men grundlæggende der mere værdi i at kigge på tværs af services, end ned i siloer.

HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?

Løsningen for Wavemaker har været at diversificere vores forretning til en bredere portefølje af marketing services. F.eks. Content, Analyse, Comms Planning, Data Science, Økonometri, Marketing Strategi. Det gør den samlede ydelses-porteføjle mere værdifuld for den enkelte kunde og rigtigt mange vil gerne samle mange af disse ting. Det gør også den enkelte kunde mere værdifuld for Wavemaker.

HVAD MENER DU ER DEN MEST UNDERVURDEREDE FÆRDIGHED INDEN FOR DIT FAG I DAG?

Jo flere og mere diverse ydelser vi tilbyder vores kunder, jo mere bliver projektledelse en essentiel ressource. Det skal man ikke undervurdere.

HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?

De sidste 2-3 år har Wavemaker styrket sin Nordiske organisation og position markant. Vi har strømlinet practices og kunde-processer og det har virkelig båret frugt. Vi har vundet Nordiske kunder og opgaver, vi har transformeret vores mediebureau til et marketing service bureau og vi har forbedret både medarbejderglæde, kundeglæde og rentabilitet.

HVILKEN MINDEVÆRDIG KAMPAGNE/MARKETING AKTIVITET HAR GJORT SÆRLIGT INDTRYK PÅ DIG?

Advice har for nyligt udviklet en kampagne der satte fokus på det Danske sprog, som det mest kønsstereotype sprog i verden… I VERDEN. Når jeg har boet og rejst rundt i verden, har jeg altid haft en ide om at Danmark var et ganske progressivt land når det kom til kønsroller, arbejdsliv og ligestilling. Det er vi ikke. Vi ligger nummer 29 på Global Gender Gap. Vi skal alle gøre os mere umage, også mig.