Erfaring
Marias karriere tog sin begyndelse hos Hempel, hvorefter hun arbejdede for OMD Danmark og Maxus, inden hun landede stillingen som Head of Media TV3 hos Modern Times Group. Derefter fortsatte hun til TV2 Danmark og tog efterfølgende til DSB som VP Marketing. I 2019 blev hun CMO hos YouSee, inden hun indtrådte som salgs- og marketingdirektør hos Saxo. I dag er hun chef for markedsføring og brugerkontakt hos DR – Danmarks Radio.
Motivation
Maria Gry Henriksen er den nyligt udnævnte Chef for Markedsføring og Brugerkontakt hos DR – Danmarks Radio. Andre steder ville man kalde denne rolle for CMO. Her leder hun fire områderchefer i Markedsførings- og Brugerkontaktafdelingen, hvor hendes ansvarsområder inkluderer markedsføring og positionering af DR’s indhold, platforme og brands. DR Markedsføring fungerer som DR’s interne bureau og er ansvarlig for udvikling og eksekvering af over 600 kampagner årligt på tværs af alle DR’s platforme – og her har hun allerede formået at skabe flotte resultater. Hun er også en aktiv del af Strategi og Brugeres ledergruppe, hvor hun bidrager til at forme og implementere strategier og initiativer for at styrke DR’s position i medieindustrien. Hendes passion og dygtighed inden for markedsføring og brugerkontakt positionerer hende som en betydelig skikkelse i medieindustrien og på The M List 2024.
HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN?
Lige nu fylder kunstig intelligens meget for alle virksomheder. Balancen mellem effektivisering, medarbejderlæring og originalitet er vigtig for at få det rette udfald. Både for virksomheden og brugerne på den anden side.
HVORDAN HAR AI PÅVIRKET DIN TILGANG TIL MARKEDSFØRING?
Det skærper os i drøftelserne om originalitet og innovation. Det synes jeg er godt for os som marketingafdeling med stort fokus på hele brugerens oplevelse.
HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?
Jeg synes, jeg oplever en meget fantasifuld branche med mange originale ideer og kreative løsninger. En tanke, jeg selv kan gå med, er, om vi med høj grad af machine learning og kunstig intelligens kan komme til at bruge for meget energi i de områder og glemme, at vi selv skal meget tæt på brugerne, vores målgruppers adfærd og oplevelserne i vores håndværk. Igen er der en vigtig balance i vores arbejde mellem menneskelig brugerindsigt og maskinernes indsigt.
HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?
Den er heldigvis godt igang med at blive løst ved, at de bedste løsninger bliver en kombination af kunstig intelligens, algoritmer og vores menneskelige intuition og erfaring. Den er ikke på formel endnu, så det bliver meget test-og-lær metoden de næste år.
HVAD MENER DU ER DEN MEST UNDERVURDEREDE FÆRDIGHED INDEN FOR DIT FAG I DAG?
Risikovillighed. Det er nok mere generelt end specifikt i vores fag. Frygten for at fejle er stor mange steder. Det er også i kombination med stor fokus på effekt og effektivitet. Det er synd, for det er med mod og innovation, vi kan skabe de mest kraftfulde kampagner og brugeroplevelser.
HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?
At få jobbet, som jeg har nu i DR. Jeg kniber ofte mig selv i armen for lige at tjekke, om den er god nok. Det har været mit drømmejob i mange år, og jeg føler mig meget priviligeret over at lede så mange dygtige og passionerede mennesker med mange forskellige fagligheder.
HVILKEN MINDEVÆRDIG KAMPAGNE/MARKETING AKTIVITET HAR GJORT SÆRLIGT INDTRYK PÅ DIG?
Når noget virker meget simpelt, og kommunikationen står helt klart, så lægger jeg mærke til det. En kampagne som Trygs “Det handler om at være tryg” med den lille kylling, der står bag et bildæk, er så enkelt i sin eksekvering og beror på en kerneindsigt hos brugeren, hvilket udleves i filmen. Behovet for at føle sig tryg i det uforudsigelige. Den står ud. Det er der mange andre, der gør, men den kan jeg huske at have siddet og holdt vejret til, mens jeg så flow tv. Også 2. og 3. gang. Ha ha ha.