Erfaring

Mette startede som Produkt Manager hos Arla Food, hvorefter hun udforskede nye udfordringer som Marketing Manager hos TDC Internet. Hendes karriere tog en spændende drejning, da hun indtog rollen som Marketing & Agency Manager hos TDC Business, hvor hun efter 10 års indsats tog springet til bureauscenen som Account Director hos Zupa. I 2013 vendte hun retur til Arla Food, hvor hun i dag beklæder titlen som Head of Arla Brand & Sustainability.

Motivation

Som en passioneret leder hos Skandinaviens største producent af mejeriprodukter, Arla Foods, indtager Mette Bendixen endnu en gang en plads på listen for sine bemærkelsesværdige marketingindsatser. Hos virksomheden driver Mette den bæredygtige dagsorden og har spillet en central rolle i virksomhedens hastige skridt mod en mere bæredygtig fremtid. Mettes dybe forståelse for og stærke nysgerrighed på det moderne medielandskab og platforme viser sig tydeligt i hendes engagement for at maksimere brandets indflydelse bedst muligt, hvilket afspejler sig i Arla Foods’ bæredygtige agenda og de flotte resultater, de har opnået. Hendes passion for at skabe stærke brands og hendes skarpe faglige kompetencer og indsigter er vigtige for enhver, der ønsker at forbedre sin markedsposition – og dette aspekt fortjener anerkendelse på dette års The M List.

HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN?

Demokratiseringen af AI er jo uomtvistelig en af de vigtigste ting her i 2024 og fremadrettet. Men med AI kommer også behovet for autenticitet og nærvær, hvis forbrugerne skal kunne differentiere mellem brands og mærke lige netop essensen af mit brand.

HVORDAN HAR AI PÅVIRKET DIN TILGANG TIL MARKEDSFØRING?

Jeg (vi) er stadig i gang med at lære og teste hvordan og hvor AI kan effektivisere og forbedre vores marketing indsats. Men jeg er dog sikker på at den menneskelige kreativitet bliver endnu mere værdifuld fremadrettet, kun den kan sikre os nytænkning og reel differentiering.

HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?

Fremtiden skal være sundere og bedre for planeten end nutiden. Og virksomhederne kan og skal tage mere ansvar i at styrke transformationen i samfundet. Et rigtig godt eks. er NOVO Nordisk og lanceringen af Wegovy, der omtales som ”det største teknologiske gennembrud siden iPhone”.

HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?

Ved at tage sit ansvar alvorligt. Forbrugerne forventer at virksomhederne tager ansvar og vælger i stigende grad brands, der stemmer overens med deres værdier.

HVAD MENER DU ER DEN MEST UNDERVURDEREDE FÆRDIGHED INDEN FOR DIT FAG I DAG?

Forretningsforståelse kombineret med en stærk kulturel forståelse. Først der kan man bringe de traditionelle kompetencer i spil og drive forandringer hos forbrugerne og i samfundet.

HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?

At vi er lykkedes med at styrke forbrugernes opfattelse af, at Arla gør en stor indsats for at blive mere bæredygtig. Det er vi kun lykkedes med, fordi vi som virksomhed har sat handling bag. Og så har det samtidig styrket vores Brand Equity.

HVILKEN MINDEVÆRDIG KAMPAGNE/MARKETING AKTIVITET HAR GJORT SÆRLIGT INDTRYK PÅ DIG?

Andels kampagne Dansk Idyl. Utrolig stærk indsigt der tager fat om en reel udfordring. Og hylder at vi alle bliver nød til at tage ansvar. Den ramte mig i hjertet!