Erfaring

Mikael startede sin karriere som journalist hos forskellige medier. I 2007 begyndte han som Communication Advisor, og senere avancerede han til Partner og CEO hos Jøp, Ove & Myrthu. Efterfølgende besluttede han sig for at gå selvstændig, hvilket førte til grundlæggelsen af FRIDAY, hvor han i dag fungerer som medstifter og administrerende direktør.

Motivation

Mikael Baden, medstifter og administrerende direktør hos FRIDAY, har vist sig som en visionær leder med en enestående evne til at lede virksomheden gennem en flot tiårig rejse. Hans lederskab har været afgørende for virksomhedens solide økonomiske præstation med en vækst på over 20% i bruttoavance og bruttoresultat. Gennem en holistisk tilgang til kommunikation og ledelse har Mikael integreret forskellige tjenester som influencer marketing, strategiudvikling og krisehåndtering for at skabe et 360-graders bureau, der imødekommer alle klienters behov. Hans engagement i at skabe en virksomhedskultur, der værdsætter både professionel vækst og socialt ansvar, har været en inspirerende drivkraft bag FRIDAY’s succes. Han fortjener anerkendelse på årets The M List for sine flotte præstationer, lederskab og engagement i samfundsansvar.

Hvad er den vigtigste tendens i branchen lige nu?

Den vil fortsat være, hvordan AI transformerer vores verden, vores arbejdsliv og vores kunders rammer.

Hvordan har AI påvirket din tilgang til markedsføring?

Jeg er blevet mere bevidst om den menneskelige faktor i et hav af automatisering. Værdien af rådgivningen foretaget af mennesker til mennesker.

Hvad er den største udfordring for branchen?

At vi ikke glemmer vores indflydelse og magt som industri. Vi er ikke blot support for forretningen eller salgsfremmer. Vi er, på godt og ondt, med til at skabe virkeligheden.

Hvordan løser man den udfordring?

Ved at tale om den. Med sin sidemakker, med sin chef, med sine venner og børn.

Hvad mener du er den mest undervurderede færdighed inden for dit fag i dag?

At forstå sit eget og andre menneskers nervesystemer. Hvorfor reagerer vi, som vi gør, på kritik, på frustration og på udfordringer. Og hvordan reagerer dine kunder på det, når du skal forstå og rådgive dem.

Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?

FRIDAY er vokset fra 30 til 50 ansatte over det seneste år – og den største succes er at kunne gøre det lønsomt og uden at skroget knirker for meget. Her har jeg lyttet meget til min nærmeste allierede og ven, Lars Bo Kirk, og en hemmelig ekstern rådgiver, der selv har prøvet turen..

I 2024 fylder Dansk Markedsføring 100 år – og i den forbindelse vil vi gerne hylde dansk markedsføring. Hvilken mindeværdig kampagne/marketing aktivitet har gjort særligt indtryk på dig?

Selv om Fodboldtrøjefredag er importeret fra England og kun har fire år på bagen i Danmark, synes jeg den har fået godt fat. Godt gået af Danske Spil og Børnecancerfonden.