Erfaring

Peter startede som International Media Director hos The Media Partnership og avancerede hurtigt til rollen som Director. Efterfølgende arbejdede han som Strategic Planner hos Wibroe, Duckert & Partners, før han blev Managing Director hos MediaWise. Siden 2006 har Peter fungeret som CEO for Danmark og Nordics hos Omnicom Media Group.

Motivation

Peter Gottfredsen fortsætter med at drive Omnicom Media Group mod stor succes og er en vigtig drivkraft bag virksomhedens målrettede indsats og sammenhængende strategier på tværs af bureauer og forskelligartede udfordringer. Med mere end 18 års erfaring som CEO i Norden demonstrerer Peter fortsat sin evne til at mestre det omfattende ledelsesansvar, der følger med rollen. Hans stærke indsigt i både forretningsmæssige og branchemæssige aspekter sikrer, at OMG fortsat bevarer en førerposition på markedet. Peters naturlige ledelsesstil bidrager altså til markante resultater, der fortsætter med at sætte standarden og det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, at Peter igen er at finde på The M List 2024. Velkommen tilbage Peter!

HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN?

Det sker lige nu meget store forandringer, der vil påvirke alle der arbejder med markedsføring. De store internationale platforme får en stadig mere dominerende rolle, både i forhold til nyhedsformidling, underholdning, forbrug og betalingsstrømme. For at imødegå stadig strammere lovgivning om persondata og for at optimere anvendelse af deres reklamelager, indfører alle platformene samtidig en lang række automatiserede annonceprodukter. Det åbner nye muligheder for annoncørerne, men giver samtidig mindre indsigt og kontrol. En stor del af denne automatisering er drevet af kunstig intelligens, som vil åbne mange nye muligheder for annoncørerne både i og udenfor de store platforme, men også betydelige juridiske, teknologiske og kompetencemæssige udfordringer.

HVORDAN HAR AI PÅVIRKET DIN TILGANG TIL MARKEDSFØRING?

Kunstig intelligens påvirker arbejdet med markedsføring i alle dele af værdikæden, også i vores virksomhed. Ved anvendelse af kunstig intelligens er det muligt at genere markeds- og forbrugerindsigter med en helt anden dybde og hastighed og det er muligt at udvikle, teste og skalere produktionen af kreativer mere effektivt og til lavere omkostninger. Målretning og optimering bliver mere personaliseret og dynamisk, og der kan opnås bedre resultater. Nogle af de områder i vores virksomhed, der lige nu er mest påvirket af kunstig intelligens, er analyse og databehandling og produktion af indhold i alle former, herunder udvikling af annonce- og produkttekster og versionering på tværs af sprog.

HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?

Den største udfordring for alle der arbejder med markedsføring er omstillingen til en ny teknologisk virkelighed, hvor platformsforståelse, cloud teknologi og kunstig intelligens er de mest afgørende kompetencer for at kunne konkurrere effektivt. Derudover skal mange af grundprincipperne omkring markedsføring skrives om, fordi massekommunikation i traditionel forstand udfordres af mediernes dalende rækkevidde og gennemslagskraft, samtidig med at alle planlægningshorisonter er blevet ultrakorte, fordi vi hele tiden har adgang til nye indsigter, og hele tiden kan måle og optimere.

HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?

For at løse disse store udfordringer må man først og fremmest tilegne sig relevante kompetencer, for at sikre sig at man kan udnytte de nye muligheder. Der er både juridiske, teknologiske og organisatoriske implikationer og jeg kan ikke komme i tanke om en virksomhed der ikke vil skulle omstille sig til en ny måde at arbejde på. Man må sikre at man har processer og systemer der understøtter en effektiv test-and-learn kultur og de fleste ville skulle revurdere den måde de organiserer marketingarbejdet. Herunder også interaktionerne med andre funktioner i virksomheden, og i den forbindelse om det giver mening at definere marketing på samme måde som før.

HVAD MENER DU ER DEN MEST UNDERVURDEREDE FÆRDIGHED INDEN FOR DIT FAG I DAG?

Den mest undervurderede færdighed netop nu, er selvfølgelig evnen til at lære nyt og viljen til at ændre sig selv og den virksomhed man arbejder for. Der sker så mange meget store forandringer lige nu, at det bliver helt afgørende at tænke nyt, og for de fleste er det nemmere sagt end gjort.

HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?

Min største succesoplevelse i det sidste år har været at være en del af en virksomhed som virkelig har forandret sig og udviklet og anvendt ny teknologi. Vi har mange succeshistorier for de kunder vi arbejder for, hvor vi er lykkedes med at skabe betydelige performanceforbedringer eller andre effektiviseringer med anvendelsen af ny teknologi. På samme måde som udviklingen påvirker de virksomheder vi arbejder for, er vi selv i færd med at blive til noget helt nyt og fagligt er det den mest spændende periode jeg har oplevet i mit arbejdsliv.

HVILKEN MINDEVÆRDIG KAMPAGNE/MARKETING AKTIVITET HAR GJORT SÆRLIGT INDTRYK PÅ DIG?

Når betingelserne for at arbejde med markedsføring ændrer sig helt grundlæggende skal der også findes nye måder at skabe engagement i virksomheders kommunikation til deres kunder. Efter min mening har DSB stået for nogle af de bedste eksempler på hvordan man kan lykkes med det. Helt konkret har de udviklet to kampagner, som blev lavet fordi alt for mange især unge mænd og teenagedrenge omkommer eller bliver hårdt sårede på togskinnerne. Kampagnerne skilte sig ud ved at være lavet 100% på målgruppens præmisser. Først blev en sang og en musikvideo et alternativt greb i kampagnen “Aldrig Glemt” fra DSB. Dernæst udviklede man en tro kopi af Københavns Hovedbanegård i Minecraft, hvor målgruppen kunne lege budskabet om sikkerhed ind. Begge kampagner opnåede fantastiske resultater gennem helt nye måder at arbejde med kommunikation og markedsføring.