Erfaring
Simons karriere tog for alvor fart, da han kom til goviral og senere til Be On, som efterfølgende førte ham til stillingen som Head of Video Publishing hos AOL i London. Dernæst kom han til TheOutplay, hvorefter han tog til AudienceProject – senest i stillingen som VP Business Development & Partnership. I 2019 indtrådte han som CEO hos Adnami – en stilling han fortsætter med at bestride i dag.
Motivation
Simon Kvist Gaulshøj beriger The M List med sin tilstedeværelse som en passioneret drivkraft bag flere af de mest kendte, bedst performende innovative og internationale medie- og adtech selskaber de sidste 15 år. Med erfaring inden for digitale medier fra både forretningsudvikling, køb og den kommercielle side, forpligter han sig dedikeret til projekter og mål med beslutsomhed og fokus, hvilket ofte resulterer i stærke resultater. Med Simon i spidsen hos tech-selskabet Adnami oplever virksomheden vedvarende vækst på tværs af Europa, drevet af hårdt arbejde, stærk strategisk forståelse og et sammensat team, der formår at løfte opgaven. Adnami har vokset sig til standarden på alle danske medier og roses for sin fremragende præstation. Simon beviser tydeligt, hvorfor han fortjent har fundet sin plads på The M List 2024.
HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN?
Det oplagte svar er jo AI som en tendens. Jeg er overbevist om, at AI vil fylde mere og mere i vores arbejde med marketing, og at det på sigt vil kunne effektivisere processer og resultater signifikant. Jeg synes dog stadig, at AI mangler at bevise, hvordan det flytter noget for annoncørerne. Derfor synes jeg i stedet, at den vigtigste tendens i branchen lige nu er, at vi som annoncører er nødt til at gentænke den digitale brugerrejse som en konsekvens af, at vi får sværere ved at måle brugeres bevægelser og interaktioner på tværs af digitale kanaler. Som jeg ser det, betyder det, at gribe samspillet mellem kreativitet og mediekanaler anderledes an for at opnå den maksimale effekt af vores investeringer. I den sammenhæng oplever jeg en stor interesse i markedet for, hvordan man kan opnå resultater ved at fokusere på, hvordan den kreative kvalitet udfoldes i effektfulde formater i kontekstuelt relevante mediekanaler. Der findes efter min overbevisning rigtig meget potentiale i det område.
HVORDAN HAR AI PÅVIRKET DIN TILGANG TIL MARKEDSFØRING?
AI er et felt, som vi forholder os meget aktivt til på løbende basis. Vi eksperimenterer med AI i forhold til kreativ produktion, og vi har implementeret AI i et internt hjælpeværktøj, men det er langt fra at have revolutioneret vores tilgang til markedsføring. Faktisk vil jeg tillade mig selv at gå imod strømmen og sige, at jeg synes AI er hypet. Jeg oplever gang på gang, at digitale løsninger præsenteres som værende AI, uden at det har noget som helst med kunstig intelligens at gøre, men for eksempel en optimeringsalgoritme, en bidding multiplier eller en content recommendation. Til trods for at jeg synes, der er et behov for at vi som branche bevarer jordforbindelsen i forhold til AI, mener jeg stadigvæk, at det helt åbenlyst et felt, der udvikler sig utroligt hurtigt, og som det kan være fatalt forretningsmæssigt ikke at holde sig på forkant med. For eksempel kan vi jo allerede se, at AI kommer til at transformere indholdsproduktion som vi kender det i dag.
HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?
Det er min mening, at vi som branche står i en kreativitetskrise. Jeg mener, at vi som industry har været forblændede af data, algoritmer og nu AI som de teknologiske frelsere, der skulle komme og løse alle vores problemer. Teknologi kan automatisere, optimere og skalere i det uendelige. Og det kan lave billige, standardiserede kreative løsninger i det uendelige. Det har der været alt for meget af det sidste årti efter min mening, hvor vi til en hvis grad tilsyneladende som industri har glemt, at marketing handler om at skille sig ud fra mængden i en syndflod af indhold med originalt kreativt indhold som målgruppen følelsesmæssigt og intellektuelt kan relatere til og engagere sig med. Svaret efter min mening er, at hvis man skal gøre noget, så skal man gøre det ordentligt. Kvalitet over kvantitet, altid.
HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?
Det er der jo ikke et simpelt svar på, men essentielt handler det om at søge kvalitet over kvantitet. Det handler om at finde frem til de rigtige indsigter om forbrugerne og skabe en forbindelse imellem det kreative ide og eksekvering til emner som målgruppen rent faktisk synes er relevant for dem. Derudover mener jeg, det er sindssygt vigtigt, at det fra starten i den kreative proces bliver tænkt ind, hvordan en kreativ ide kan eksekveres på tværs af medier og formater, så det ikke kun tænkes som en 16:9 hero video.
HVAD MENER DU ER DEN MEST UNDERVURDEREDE FÆRDIGHED INDEN FOR DIT FAG I DAG?
At lytte. At søge forståelse ved at stille gode spørgsmål og lytte til, hvilke svar som kommer retur, mener jeg er den mest undervurderede færdighed inden for marketing. Man skal helt ned i suppedasen i en kundes virkelighed for at forstå, hvordan man bedst kan hjælpe dem fremad. Man skal helt ned i detaljerne af, hvordan ting virker, før man kan få øje mulighederne og fejlene, der kan føre til nye ideer, løsninger og resultater.
HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?
Det var helt klart, at vi i Adnami lancerede vores egen automatisere løsning til at måle hvor meget opmærksomhed på digitale kampagner har genereret på tværs af kreativer og medier. Det har skabt et kvantespring for Adnami i forhold til, fordi hele skiftet til opmærksomhed som en central metrik at måle digitale kampagner ud fra repræsenterer et paradigmeskifte for, hvordan man bør udvikle kreativer, lave medieplaner, optimere og dokumentere digitale kampagner.
HVILKEN MINDEVÆRDIG KAMPAGNE/MARKETING AKTIVITET HAR GJORT SÆRLIGT INDTRYK PÅ DIG?
En af de kampagner jeg kan huske fra det sidste år var Nemlig’s kampagne med budskabet om, at hvis man kommer hjem (f.eks. fra ferie) til et tomt køleskab, så kan man finde nemlig appen frem og sørge for at køleskabet var fyldt før man kom hjem. Jeg synes, det var en stærk kreativ ide, som blev koblet til noget, jeg selv kunne relatere til på en meningsfyldt måde, og som blev godt eksekveret på tværs af kanaler og platforme. Kreativ og simpel ide, stærkt eksekveret.