Erfaring

Før Søren kastede sig ud i den finansielle sektor, udforskede han journalistikken som DR1 tv-journalist. Herefter påbegyndte han sin karriere hos Danske Bank, hvor han senest sad som chef for online- og sociale medier. Efter mere end 10 år ved virksomheden, kom han til Sydbank, inden han landede stillingen som kommunikationschef hos Nordea. I 2018 vendte Søren tilbage til Sydbank, hvor han i dag fungerer som kommunikations- og marketingdirektør.

Motivation

Som SVP for kommunikation og marketing hos Sydbank er Søren Hansen Reumert ansvarlig for at lede virksomhedens imponerende markedsføringsstrategi – hvilket han formår han at gøre til UG. Han har opbygget et stærkt brand ved at trække på forskellige værktøjer som PR, marketing, kommunikation og sociale medier, hvor han involverer de rigtige folk til at løfte kommunikation- og marketingposten til nye højder. Hans betroede ledelsesstil, hvor han viser tillid til sit team, har skabt en dedikeret og effektiv arbejdskultur, hvilket emmer af ledelseskompetencer i særklasse. Selvom Sydbank har opnået solide resultater og har overgået konkurrenterne, er han en beskeden profil der undlader at prale alt for meget af virksomhedens succes. I sin helhed er Søren en fremmelig leder, der virker til at være et skridt foran i marketingdisciplinen anno 2024 – hvorfor han lander en plads på The M List.

HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN?

At finde tilbage til at være relevant. Er mit budskab virkelig relevant, eller var det bare sjovt, da vi pitche ideen?

HVORDAN HAR AI PÅVIRKET DIN TILGANG TIL MARKEDSFØRING?

Vi tester AI i alle mulige sammenhænge. Meget er stadig noget hø, men vi bliver hele tiden klogere. AI fungerer lige nu bedst til at berige ideer, så under mottoet: From nothing to something bruger vi AI til at inspirere det kreative arbejde. Og det er sjovt.

HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?

Manglen på relevans kommer til udtryk i en mangel på respekt for modtagerne. Mængden at virkelig støjende reklamer er næsten skræmmende. Og så burde kviklånsloven revurderes i forhold til markedsføring.

HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?

Vi tester vores ideer på mennesker uden for branchen, og det betyder altid nye indsigter og justeringer. Jeg tror flere kunne gøre det med fordel.

HVAD MENER DU ER DEN MEST UNDERVURDEREDE FÆRDIGHED INDEN FOR DIT FAG I DAG?

Evnen til at lytte til og forstå modtagerne.

HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?

Vi har lavet en B2B kampagnen, som har fordoblet kenskabet til Sydbank som erhvervsbank. Mest stolt er jeg dog over metoden. Den er lavet med respekt for de mange tusind virksomheder, der udgør rygraden af dansk erhvervsliv. Vi har fået meget positiv respons på den.

HVILKEN MINDEVÆRDIG KAMPAGNE/MARKETING AKTIVITET HAR GJORT SÆRLIGT INDTRYK PÅ DIG?

Den er svær, men hvad kan jeg huske? Danske Banks Gør det du er bedst til (det gør vi) var klasse. Den hyldede dygtige mennesker.