Erfaring
Birgitte startede sin karriere som Project Coordinator hos VML MAP. Siden da har hun haft flere lederpositioner, bl.a. som Senior Project Manager, Account Director, Client Services Director og Client Partner hos Wunderman Thompson MAP. I dag er hun Client Partner hos VML MAP.
Motivation
Med et stærkt strategisk, kommercielt og digitalt kompetencesæt har Birgitte Vedel-Lenz etableret sig som en respekteret profil i internationale VML og den danske marketingbranche. Som Client Partner i VML MAP har hun været en drivkraft bag vækst og nogle af de største kunderelationer for globale brands ud af et dansk bureau. Birgitte har været central i arbejdet med at opbygge tillid og skabe værdi for kunderne, samtidig med at hun udvikler innovative digitale løsninger og har fokus på etiske aspekter i marketing. Hendes evne til at navigere i en global kontekst og samtidig være tæt på kunderne gør hende til en inspirerende leder, som har skabt et fremtidsorienteret konsulentmiljø. Birgittes bidrag til både kunder og organisation fortjener stor anerkendelse, og hendes ledelsesstil efterlader et varigt positivt indtryk på både kunder og kolleger. Derfor fortjener hun sin plads på dette års The M List.
Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
AI. AI er en gamechanger til at opnå hidtil usete niveauer af personalisering og dermed kunne levere mere relevante og meningsfulde kundeoplevelser, som fører til øget effektivitet og markant forbedrede marketingresultater.
AI har samtidig en enorm indflydelse på vores arbejdsgange i branchen – det er både en gave og en udfordring, som kræver omstilling.
Hvad er den største udfordring for faget?
AI. AI udfordrer eksisterende forretningsmodeller og store dele af marketingfagets værdikæde. Som fagfolk, både i virksomheder og på bureauer, er vi nødt til at gentænke arbejdsgange samt hvordan vi leverer værdi til vores kunder for at forblive konkurrencedygtige.
Hvordan løser man denne udfordring?
Vi skal først og fremmest læne os ind i det og tage stilling til, hvor AI konkret kan skabe værdi, og på hvilken måde. På nogle områder kan AI erstatte og forbedre arbejdsgange, mens vi på andre områder skal udnytte AI’s styrke som en samarbejdspartner.
Og så skal vi selvfølgelig holde fast der, hvor det menneskelige stadig trumfer. Vi har fx et kæmpe ansvar for at sikre ansvarlig AI-brug. AI kan (endnu) ikke navigere i etiske dilemmaer eller tage beslutningerne for os.
Vi er desuden nødt til at forholde os til opkvalificering og investere i AI-træning. Marketers skal tilegne sig nye færdigheder inden for dataanalyse, AI-værktøjer og automatisering for effektivt at udnytte AI i deres arbejde.
Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
Jeg synes altid, at den største succes ligger i at se den værdi, vi bidrager til at skabe for vores kunder. Det har vi været dygtige til i et ellers udfordrende år i branchen, og det har selvfølgelig også haft en positiv indvirkning på, hvordan vi selv er kommet ud af 2024.
Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Jeg vil fortsætte med at integrere AI i mine daglige arbejdsgange. Jeg bruger AI til praktiske ting som e-mails, noter, mødereferater og mødeopfølgning. Det skaber en enorm personlig effektivitet og produktivitet.
Derudover vil jeg fortsat arbejde på at bruge AI smart i forhold til kundeopgaver. Jeg oplever AI som en stor hjælp til at komme i dybden med briefs, assistere med analysearbejde og tænke ud af boksen i forhold til problemstillinger.
Men jeg skal blive endnu bedre til at prompte – altså at formulere effektive instruktioner til AI-modeller. Jeg er slet ikke i tvivl om, at prompting fremadrettet bliver en vigtig kompetence.
Som forretning har vi fokus på strategisk at implementere AI i udvalgte forretningsområder og arbejdsgange. Det glæder jeg mig til at se materialisere sig.
Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Det er helt afgjort ikke længere nok at sælge et produkt – forbrugerne forventer, at virksomheder tager et standpunkt og handler ansvarligt.
Marketingafdelingen spiller en central rolle i denne transformation, og jeg ser dens rolle som at opbygge og vedligeholde tillid gennem ærlig og transparent kommunikation samt at integrere etiske overvejelser i alle marketingaktiviteter.
Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
Jeg ser et par stykker – som hænger sammen:
- AI-drevet personalisering og automatisering: Jeg tror, at AI vil fortsætte med at transformere marketing, muliggøre hyper-personalisering og automatisere flere opgaver. Det gælder alt fra indholdsgenerering og medieindkøb til kundeinteraktioner og performanceoptimering. Marketers skal mestre AI-værktøjer og forstå, hvordan de kan udnytte data etisk og effektivt.
- Omnichannel marketing og kundeoplevelse: Jeg mener desuden, at en sammenhængende og personaliseret kundeoplevelse på tværs af alle touchpoints (både online og offline) fortsat vil være afgørende. Langt de fleste virksomheder er stadig på børnehavestadiet, når det kommer til dette, men AI kommer til at kunne hjælpe.
- Måling og attribuering i en kompleks verden: Med flere touchpoints og datakilder bliver det stadig mere komplekst at måle effekten af marketingindsatsen. Jeg tror, det kan blive nødvendigt at udvikle nye metoder til at attribuere værdi og optimere ROI.