Erfaring

Christian startede som freelancejournalist hos Chili Group, før han blev strategisk rådgiver hos SIGMA. Han har siden haft ledende strategiske roller hos Danske Bank Group, Advance, DDB og NORD DDB CPH. I dag er han Executive Strategy Director hos Accenture Song.

Motivation

Christian Budtz er en af landets mest markante strateger inden for kommunikation, branding og kreativitet med over 20 års erfaring på både bureau- og virksomhedssiden. Med et stærkt internationalt aftryk fra København, Stockholm og Toronto har Christian arbejdet med ikoniske brands som adidas, LEGO, McDonald’s og HBO, hvilket vidner om hans stærke strategiske kompetencer kombineret med internationalt udsyn. Hans kreative resultater taler for sig selv – fra priser ved Eurobest og Cannes Lions til guld ved The One Show. Som podcastvært, medforfatter og jurymedlem på anerkendte internationale prisuddelinger kombinerer han faglighed med en stærk kommerciel forståelse. Christian er en drivkraft inden for sit felt, et kæmpe asset for Accenture Song og en værdifuld aktør på den globale scene – og derfor at finde på dette års The M List.

Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
Jeg oplever, at mange virksomheder er ved at genopdage vigtigheden af at have en brandplatform, der midt i al støjen giver dem en tydelig og genkendelig stemme, som kan udvikles og styrkes over tid. 

Der sker et skifte fra de hurtige, tomme kalorier til noget, der sætter retning på den lange bane.
 

Hvad er den største udfordring for faget?
Vi er i “the age of average” med en eksplosion af indhold, der ser ens ud og kæmper om vores opmærksomhed. 

Derfor er det en kæmpe udfordring, at marketing ofte bliver set som en snæver disciplin, som alt for ofte ender i små taktiske budskaber. 

Marketingfaget handler om strategisk og kreativ problemløsning, men for at løse virkelige problemer for mennesker, virksomheder eller samfundet er der brug for et større lærred og en bredere værktøjskasse.
 

Hvordan løser man denne udfordring?
Mere mod. Mere nysgerrighed. Mere tværfagligt samarbejde. Færre siloer. Mindre copy-paste af “marketingkalenderen” fra sidste år.
 

Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
At se talenter i vores team vokse og blomstre.
 

Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Der kommer hele tiden nye værktøjer, så først og fremmest handler det om at blive ved med at være nysgerrig. 

Derudover har jeg en ambition om at raffinere brugen af AI i helt specifikke trin i vores proces – for eksempel i briefskrivning, indsigtsarbejde og udvikling af nye forretningsidéer. 

Og så glæder jeg mig til videoværktøjet, der gør det nemt at bringe filmisk historiefortælling ind i en tør PowerPoint-præsentation.
 

Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Marketingfunktionen spiller en afgørende rolle i at lytte og forstå samtalen blandt kunder og interessenter og bringe den ind på direktionsgangen, så virksomheden ikke bliver tonedøv over for tidens kulturelle strømninger. 

Derudover har marketingfolk fortsat en stor opgave i at insistere på at skabe nye, positive fortællinger, der inspirerer almindelige mennesker til at træffe bæredygtige valg i hverdagen.
 

Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
Det bliver spørgsmålet om, hvor den største værdi egentlig bliver skabt i samspillet mellem menneskelig kreativitet, etik og empati og den skaberkraft, som kommer med generativ AI.