Erfaring

Christina startede sin karriere som copywriter hos Enterprise Advertising (Brandhouse) i 1994. Efter flere strategiske roller blev hun i 2015 kreativ direktør hos Make®, hvor hun i dag er kreativ direktør og ESG-lead med fokus på bæredygtighed og strategisk kommunikation. 

Motivation

Christina Black er Creative Director & ESG Lead hos Make®, hvor hun i over 12 år har været en drivkraft inden for bæredygtig kommunikation og strategisk rådgivning. 

Med sin dybe indsigt i ESG og corporate sustainability har hun været med til at forme, hvordan virksomheder navigerer i komplekse reguleringer som CSRD og omsætter bæredygtige ambitioner til reel forretningsværdi. Som initiativtager til ESG Barometeret har hun spillet en central rolle i at måle og forbedre ESG-rapporteringen blandt Danmarks største virksomheder. 

Christina kombinerer kreativitet, etik og strategi for at sikre, at storytelling og markedsføring bruges ansvarligt til at drive adfærdsændringer. Hendes ekspertise og engagement gør hende til en nøglefigur i Make® samt i udviklingen af bæredygtig kommunikation og berettiger en plads på årets The M List.

Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
Tidens store fokus på ansvarlig virksomhedsdrift, for det kalder på en ny måde at kommunikere med sin omverden på. Det er ikke længere nok at sælge stærke løsninger og produkter; man skal også evne at bygge tillid ved at formulere og aktivere virksomhedens ansvar og rolle i det omliggende samfund. 

 

Hvad er den største udfordring for faget?
Konstant at udvikle os fagligt, så vi som rådgivere kan favne, forstå og facilitere dialoger om de mange agendaer, vores kunder skal navigere i. Herunder lære at acceptere, at ingen kan vide alt, og at vi skal blive bedre til at arbejde sammen for at rådgive fælles kunder sammenhængende. 

 

Hvordan løser man denne udfordring?
Vi skal være åbne, nysgerrige og opsøgende. Vi skal uddanne os selv og hinanden, og vi skal lære at dele mere på tværs. Jeg oplever, at kunderne er blevet markant dygtigere til åbent at dele udfordringer og metoder med hinanden inden for deres industrier, og det kunne vi som rådgivere lære meget af. 

 

Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
At vi er lykkedes med at integrere viden, mindset og metoder i det nye Make®, der for 1,5 år siden fusionerede, og som nu arbejder i et nyt fælles format. Jeg er ydmyg over, hvor lang tid det tager at forandre sig, og pavestolt af vores kolleger, der har taget imod hinanden med nysgerrighed, åbenhed og faglig dygtighed. 

 

Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Jeg vil fortsat bruge kunstig intelligens til at styrke mit omverdens blik, stille uddybende spørgsmål og finde hjælp til at navigere i det komplekse landskab af regulativer og interessentforventninger. 

 

Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Marketing er født til at skabe sympati og præference. Det formål er evigt aktuelt. Men måden, vi vækker sympati på, og det vi skal skabe præference for, ændrer sig over tid. Brands skal i 2025 tage stilling, tage ansvar og tale åbent om det, der er svært. Det kræver mod, indsigt og empati. Tre dyder, der er tæt forbundet med stærk kreativitet. Verden er klar til ansvarlig marketing, og vi har aldrig haft mere brug for stærk storytelling, der kan oversætte kompleksitet til relevans og inspirere til ny adfærd. 

 

Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
Viljen og evnen til at bruge kreativitet og storytelling som redskab til at understøtte bæredygtig omstilling uden at vildlede og greenwashe. Det kræver commitment blandt virksomheder og vidensløft blandt kommunikatører, men klimaforandringer er en skæbne, vi deler, og marketings evne til at forme holdning og handling er ubestridelig, så lad os bruge den klogt.