Erfaring

Christinas professionelle rejse begyndte som Account Director hos DDB, hvorefter hun blev Partner og Client Service Director hos Propaganda McCann. I 2009 blev hun Partner hos Mensch, hvor hun i dag er Managing Partner. Christina har desuden været medlem af WWF Danmark og næstformand i Kreativitet & Kommunikation samt formand for Rådgivningsudvalget hos Dansk Erhverv.

Motivation

Christina Tønnesen er en markant og synlig bureauleder, der spiller en central rolle i Mensch’s vækst og succes. Som CEO og partner driver Christina virksomhedens kommercielle strategi og arbejder tæt sammen med kunderne for at udvikle skræddersyede kreative løsninger, som Mensch er kendt for. Hendes hands-on tilgang, hvor hun er direkte involveret i strategiarbejdet, sikrer en stærk kommunikation for sine kunder. Sammen med sit team har hun udviklet digitale og innovative løsninger som f.eks. Copenpay, der blev anerkendt med både guld og bronze ved Epica Awards 2024. Christina forstår at forme strategi og sikre, at virksomheden forbliver på forkant med udviklingen i branchen. Hendes dedikation og evne til at drive både kommercielle og kreative processer gør hende til en uvurderlig figur i Menschs vækst – og derfor på årets The M List. 

Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
I en verden med øget polarisering og misinformation er tillid den ultimative valuta. Virksomheder, der formår at balancere teknologi, etik, autenticitet og ansvarlighed, vil stå stærkest. 

Hvad er den største udfordring for faget?
AI skaber enorme muligheder, men også etiske dilemmaer. Hvordan sikrer man, at teknologien bruges ansvarligt og understøtter ægte værdiskabelse frem for manipulation? 

Hvordan løser man denne udfordring?
Ved at være mere ansvarlige, end lovgivningen kræver. 

Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
At vi på Mensch er et hold – et, der kan holde sammen, og et, der kan holde fast i, at både arbejde og relationer starter og slutter med ordentlighed. 

Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Målet er, at alle på Mensch kan vinde to timer om ugen ved brug af AI med fokus på, hvor den kan bidrage med kvalitet, kreativitet og effektivitet. Det kræver, at det bliver en integreret del af vores daglige arbejde. 

Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Marketing har altid været et af de mest potente værktøjer til at forme holdninger og adfærd, og i dag er ansvaret større end nogensinde. 

Transparens og etik er ikke et ideal, men en nødvendighed. Hvis vi som branche insisterer på ægte, ansvarlig kommunikation, flytter vi ikke bare brands – vi flytter verden i en retning, der ikke kun handler om mere, men om bedre. 

Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
At det bliver vanskeligere at se så langt frem i tiden. Derfor tør jeg heller ikke spå om, hvad der vil definere branchen de næste 3-5 år.