Erfaring

Cresta har siden 2000 haft en fremtrædende karriere inden for brandudvikling og marketing. Fra roller som Copywriter hos Bates og Brandhouse til ledende stillinger hos Post Danmark, Codan og Swipp har hun drevet strategi og kampagner. Siden 2017 har hun været en nøglefigur hos Boozt, hvor hun i dag er Brand Director. 

Motivation

Cresta Brandt berettiger sig endnu en velfortjent plads på The M List som en markedsføringsleder med en stærk kombination af kreativitet og strategisk indsigt. Med en baggrund fra bureausiden driver hun Boozts samlede markedsføringsindsats – fra strategi til kreativ eksekvering. Hun står bag virksomhedens nye brandkoncept, sikrer en stærk 360-graders kundeoplevelse, og sammen med sine teams driver hun alle kampagner, der udspringer af den nu 16 år gamle vækstvirksomhed. Hendes arbejde har styrket Boozts markedsposition, hvor de for tredje år i træk topper Tidningen Market’s liste. Med et stærkt kommercielt mindset og en strategisk tilgang har Cresta cementeret sin position som en af branchens mest synlige og markante markedsføringsledere, der kan fremvise imponerende resultater for Boozt. Alt dette fortjener anerkendelse og en plads på årets liste. 

Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
Læring, absorption og balance i brugen af AI. Toget kører hurtigt, så vi skal være skarpe, men også nysgerrige i forhold til at udforske, hvordan vi bedst balancerer brugen af stærke værktøjer med menneskeskabt kreativitet.
 

Hvad er den største udfordring for faget?
At huske værdien af at skabe stærke brands. God og unik markedsføring bygger position, brand og præference. Mange virksomheder har i de seneste år været fanget i et overdreven kortsigtet, taktisk fokus.
 

Hvordan løser man denne udfordring?
Ved at turde – og have en klar brand- og kommerciel strategi. Det kræver en bevidsthed og respekt for, hvordan selv den mindste ting påvirker brandets opfattelse, samt en vedholdende indsats for at sikre konsistens. Det handler om at stille større krav til kvaliteten af det arbejde der udføres, og altid have brandets langsigtede position i fokus. 

Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
At vi gennem vores fasttømrede department store-position har formået at tiltrække flere “multi buyers” – kunder, der handler på tværs af alle vores kategorier. Det bekræfter værdien af vores strategi. 

 

Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
AI kan bl.a. hjælpe med at analysere trends og forbrugeradfærd, hvilket gør det muligt at skabe endnu mere målrettede og relevante brandoplevelser. Jeg ser også et potentiale i at bruge AI til at optimere kampagner og automatisere visse kreative processer. 

 

Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
At tage ansvar for at skabe troværdige og ansvarlige brands. Marketing skal sikre ægte og meningsfuld kommunikation og bygge tillid ved at være transparent. 

 

Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
En øget balance mellem data og kreativitet. AI og avanceret dataanalyse vil gøre personaliseret kommunikation mere præcis, men differentiering vil kræve stærke, autentiske og kreative brandfortællinger. Forbrugerne forventer ægthed og handling, så marketingfolk skal mestre både teknologi og storytelling for at skabe stærke, relevante og ansvarlige brands.