Erfaring
Kristina begyndte sin karriere som designer hos Johannes Torpe Studios.
Hun har siden arbejdet sig op gennem flere kreative roller, blandt andet som designer hos Kontrapunkt og Head of Design & Branding hos Shopbox.
Kristina var med til at grundlægge AM Copenhagen, hvor hun har været CEO og strategisk designer siden 2013.
Hun har også haft flere bestyrelsesposter, blandt andet i Plantorama, Stelton, DoLand og Engelbrechts A/S.
Motivation
Kristina May har markeret sig som en af de mest markante figurer i den danske design- og brandingbranche. Som CEO for AM Copenhagen har hun ledet bureauet til stor succes og etableret sig som en af de rådgivere, man overvejer at tale med, når man står med strategiske design- og brandingudfordringer.
Hendes arbejde har haft en markant indvirkning på flere store brands, herunder Kræftens Bekæmpelse og Arne Jacobsen-familien. Kristina er en anerkendt talsperson for faget, og hendes engagement i designmiljøet gør hende til en vigtig stemme i flere juryer og branchepaneler.
Udover sin rolle som leder har hun skabt sig et rum som foredragsholder og podcastvært, hvor hun deler sine skarpe holdninger og erfaringer. Hun brænder for at hjælpe virksomheder med at realisere deres brandpotentiale og skabe varige forandringer i deres vækst. Kristina fortjener igen anerkendelse på årets The M List.
Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
Mening. Giver det, vi laver, mening? Giver det, jeg laver, mening? Og giver virksomheden, jeg arbejder for, mening? Flere end nogensinde før kigger indad. Vi har svært ved at se fremad, fordi vi endnu ikke forstår konsekvenserne af AI, krige, Tech giganter, klimakriser og verdensledere – hverken for vores fag eller vores liv.
Hvad er den største udfordring for faget?
Frygt og manglende motivation. Når medier, kommunikation og teknologi konstant forandrer sig, og vi endnu ikke har overblik over konsekvenserne, kan det føre til en følelse af meningsløshed. Mange reagerer enten ved at gøre, hvad de altid har gjort, eller ved at gå i panik og blive passive.
Hvordan løser man denne udfordring?
Vi tør tænke nyt. Vi omfavner de enorme forandringer, vi står over for. Vi har håb for fremtiden – for os selv og vores kunder. Vi følger med og accepterer, at vores branche vil ændre sig radikalt over de næste 10 år.
Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
Jeg har stået på nogle af de største scener i det forgangne år og formidlet visionen om en håbefuld, realistisk og menneskelig fremtid – både for branding af virksomheder, for kreativitet som fag og, vigtigst af alt, for os som mennesker.
Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Vi bruger allerede AI i vores arbejde hver dag – et exceptionelt godt værktøj for både vores fag og vores kunder. I 2025 bliver vi endnu klogere, ikke kun på hvordan vi bruger det, men også på hvor vi vælger at lade mennesket komme først.
Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Det bliver spændende at se, hvilke dele af marketingfunktionen der forbliver menneskedrevne, og hvor AI og automatisering tager over.
Vi står over for et markant skifte – fra B2B og B2C til B2M (business to machines) og endda M2M (machines to machines).
Spørgsmålet er, hvilken rolle vi får i denne udvikling, og hvor det stadig er afgørende, at vi som mennesker sætter retningen. Måske bliver det netop vores etik, intention og dømmekraft, der gør os uundværlige.
Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
AI, reguleringer og mening.
AI vil fundamentalt forandre marketingbranchen, men samtidig vil øget regulering sætte nye rammer for, hvad der er etisk og ansvarligt. Midt i det hele bliver spørgsmålet om mening – både for brands og forbrugere – afgørende for, hvem der forbliver relevante.