Erfaring

Lukas’ karriere begyndte i 2010 som art director hos Ogilvy & Mather i New York indtil han flyttede hjem til Danmark i 2014, hvor han fortsatte som art director. I 2015 blev han senior art director hos UncleGrey, og sidenhen associate creative director. I 2020 blev han Creative & Founding Partner hos Worth Your While Agency, en position han stadig bestrider i dag.

Motivation

Lukas Lund har markeret sig som en af branchens mest kreative kræfter og en central figur i det danske reklamelandskab. Med en stærk faglighed og en evne til at skabe prisvindende løsninger har han – som Creative & Partner hos Worth Your While – været med til at drive bureauet frem som en markant spiller på markedet. 

Hans kreative arbejde har ikke blot høstet anerkendelse i form af utallige priser, men også vakt begejstring i branchen. 2024 har været endnu et stærkt år, hvor Lukas har sat sit aftryk med innovative kampagner for brands som Carlsberg Group, People Like Us og Peech – og blandt andet sikret Worth Your While fem Creative Circle Awards og en Webby Awards-shortlist. Hans kombination af kreativitet og strategi har cementeret hans position i branchen, og med fortsat stærke præstationer skriver han sig ind på årets The M List 2025. 

Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu? 

Der er sket en kæmpe udvikling i, at kunder efterspørger prisvindende kreativitet. Før i tiden var det kun bureauet og de kreative, der gik op i at skabe arbejde, der kunne vinde en løve i Cannes – nu kan det stå i en brief. 

Det er ikke fordi, alt skal handle om priser, men det er med til at løfte det kreative niveau i Danmark, hvilket må siges at være en positiv tendens. 

Hvad er den største udfordring for faget? 

Branchen skal tage sig selv mere seriøst. Tro mere på sig selv. 

Selvom vi “bare” laver reklame, kan vi godt blive en del af populærkulturen, blive til memes, underholde og gøre en forskel. 

Når det hele bare skal gå hurtigt og være billigt, mister man alle de ambitioner. Og så laver vi bare dårlig reklame, som alle hader – inklusive mig selv. 

Hvordan løser man denne udfordring? 

Man skal turde tænke ambitiøst. Sætte store mål. Lade sig inspirere af udlandet. Stole på hinanden og tage nogle chancer. 

Og selvfølgelig finde noget mønt rundt omkring i organisationen, så man kan producere ordentligt og få det ud at leve. 

Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år? 

Vi har skaleret en smule op med nogle gode folk, og jeg føler, at det er gået godt. 

Både med strategi og nogle dygtige unge kreative. Og så er jeg stolt over, at vi formåede at holde et højt kreativt niveau igen i 2024. 

Det føles, som om vi bare bygger lidt på hele tiden, og jeg er spændt på, hvad 2025 bringer. 

Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde? 

Vi bruger det allerede helt naturligt i oplæg i dag. Og det vil vi fortsætte med. 

Både til billeder, tekst og lyd. Det er et fantastisk værktøj i oplæg. 

Nogle gange er det dog så godt, at det efterlader lidt for lidt plads til at udvikle videre i selve produktionen, så man næsten bliver låst. Og det skal man lige lære at navigere i. 

Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder? 

Jeg synes, vi har en hel masse at skulle have sagt. 

Måden, vi tager ansvar på hos Worth Your While, er ved at prøve at balancere tingene lidt. Så vi donerer ofte vores timer til velgørende formål og fede sager. 

Så sover vi lidt bedre om natten, når vi sender alkohol- og bettingreklamer ud i verden. 

Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år? 

Ud over at AI selvfølgelig kommer til at vende en masse ting på hovedet, tror jeg, at mange flere små bureauer vil se dagens lys. 

Seniorfolk, der forlader større bureauer og laver deres egne små setups, hvor det hele er mere fleksibelt og mindre bureaukratisk. 

Det er selvfølgelig allerede en tendens i dag, men jeg tror i høj grad, det vil fortsætte. 

Tænk bare på Omnicom og Interpublics merger, og hvor mange fyringer der vil komme som resultat af det – mon ikke det leder til mange nye, spændende bureauer?