Erfaring
Mads’ karriere begyndte som webmaster og koordinator hos Gimle og Roskilde Events & Consult. Senere blev han PR & marketingkoordinator hos Roskilde Festival, hvor han arbejdede med marketingstrategier og PR. I 2011 blev Mads Managing Director hos WiMP Denmark, og senere vendte han tilbage til Roskilde Festival som Head of Communication & Marketing. Siden 2022 har han været Head of Sale & Marketing.
Motivation
Mads Mikkelsen indtager en central position på The M List som Head of Sale & Marketing hos Roskilde Festival. I løbet af sin.e 11 år i organisationen har han konsekvent leveret på et højt kommunikativt og kommercielt niveau, hvor han har kombineret strategisk kampagneplanlægning med innovative marketinginitiativer – i tråd med og på højde med det ikoniske festivalbrand.
Mads’ dedikation til at skabe stærke og meningsfulde kampagner har ikke kun resulteret i øget synlighed og engagement, men også i en betydelig forandring i, hvordan festivalen kommunikerer vigtige budskaber om samfundsansvar.
Hans fokus på både kommerciel vækst og social ansvarlighed har reelt været med til at sætte standarden for festivaler og events.
Mads’ kreative tilgang og evne til at levere resultater på digitale kanaler gør ham til en nøglefigur på festival- og eventmarkedet. Velkommen til The M List!
Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
AI – og derfor er mit valg opbygning af tillid.
Hvad er den største udfordring for faget?
Vores afhængighed af digitale platforme, der er fulde af både muligheder og store udfordringer. Det bliver forstærket af både AI og den internationale politiske udvikling.
Hvordan løser man denne udfordring?
Som marketingansvarlige løser vi det ikke.
Vi kan navigere i det, så det på bedste vis hænger sammen med det brand og de værdier, vi repræsenterer.
Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
Vi er lykkedes med at arbejde mere kreativt og effektfuldt med budskaber, der omhandler vores almennyttige profil og forventninger til adfærd på Roskilde Festival.
Vi har gjort vores digitale fællesskab Orange Orbit gratis og oplevet en eksplosiv vækst af profiler. På toppen af en udsolgt festival har det stor betydning for os.
Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Bedre dataanalyse, udvikling af vores indholdsproduktion og som redskab til at højne vores niveau på tværs af opgaver.
Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Afhængigt af brand og branche tror jeg, rollen i stigende grad kommer til at arbejde med fokus på relationer, tillid og som driver af værdifortælling.
Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
AI og de muligheder, det indebærer for fx personalisering og indholdsproduktion – kombineret med opbygning af tillid, ejerskab af kunderelationer og en underliggende datastruktur, der gør det muligt at udnytte de mange nye muligheder.