Erfaring

Malthe startede sin karriere i 2012 som Co-founder af Caseup.dk. Siden da har han opbygget stærk erfaring inden for digital marketing og e-handel, bl.a. hos Noyer og Saxo, hvor han avancerede til CMO. Siden 2018 har han været CMO hos Miinto. 

Motivation

Malthe Andreas Bredgaard har som CMO hos Miinto udvist en exceptionel evne til at kombinere strategisk marketingledelse med stærk kommerciel og digital tæft. Han har spillet en central rolle i Miintos ekspansion til 14 markeder og virksomhedens position som en af Europas hurtigst voksende fashion-platforme. Hans lederskab er præget af en stærk passion for bæredygtig vækst samt evnen til at tilpasse sig markedets krav gennem agilitet og iterative arbejdsprocesser. Særligt lanceringen af Miinto i USA har været et eksempel på Malthes evne til at skabe en målrettet, fleksibel og effektiv marketingstrategi. Hans dygtighed i at forstå og udnytte digitale marketingværktøjer gør ham til en markant leder inden for e-commerce og marketingdisciplinerne. Malthe fortjener uden tvivl anerkendelse på årets The M List for hans visionære tilgang og betydelige bidrag til Miintos succes. 
 

Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?  

At vi tør udfordre alt, hvad vi gør og har gjort. I marketing kræver disse år høj agilitet og iterative arbejdsgange, så vi kan tilpasse os markedsforholdene og sikre samspil med alle andre dele af virksomhedernes flywheel.
 

Hvad er den største udfordring for faget? 

Markedsforholdene ændrer sig konstant, og den plan, der virkede som den rigtige for seks måneder siden, er det sikkert ikke længere. Så agiliteten i vores arbejdsgange og fleksibiliteten i investeringen i marketing.
 

Hvordan løser man denne udfordring? 

I min optik starter det med CMO’ens rolle, som på den ene side kræver erfaring i virksomheden for at have det fulde billede, men også at CMO’en – trods erfaringen – er klar på at blive udfordret og konstant prøve nye ting af og prøve tidligere tests af igen. Derudover er der en helt anden værktøjskasse til rådighed, og ved hjælp af automatisering og AI kan mange ting gøres bedre, hurtigere og mere skalerbart end nogensinde før.
 

Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år? 

Lanceringen af Miinto i USA med en super effektiv, målbar og fleksibel tilgang til investeringen i marketing.
 

Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde? 

I Miinto bruger vi det i alle dele af vores flywheel, og vi afsøger konstant måder at bruge AI til at gøre ting hurtigere og mere effektivt. Personligt bruger jeg det til frekvente, men dybe, daglige analyser af vores investeringer i de forskellige markeder og kanaler samt til at foreslå optimeringer. I teamet bruger vi det til alt fra billedbehandling, SEO-optimering, lokalisering, budfastsættelse i digitale kanaler og et hav af andre små og store processer.
 

Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder? 

Marketing spiller en lige så stor rolle på dette område som alle andre dele af den samlede virksomhed.
 

Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år? 

En forståelse for bølger eller S-curves, hvor vi ikke bare kan blive ved med at gøre det samme som vi gjorde for 3-5 år siden, men at kanalers, markeders og kunders kurver opstår, stiger og aftager hurtigere og hurtigere. Vi skal hele tiden tænke og agere på at starte nye kurver op, som bidrager til virksomhedens udvikling på den lange bane.