Erfaring
Martin begyndte sin karriere som marketing director hos Schulstad, og efter fire år skiftede han til TDC som marketing manager. I 2010 blev han marketingchef hos Toms Gruppen, hvorefter han fortsatte til Coop Danmark som CRM- og kundestrømschef. Allerede efter et år tog han skridtet videre til rollen som digital chef og blev i 2014 udnævnt til marketingchef. Siden 2017 har han været marketing director hos Danske Spil.
Motivation
Martin Dalsgaard Andersen er i 2024 en markant figur som marketingdirektør hos Danske Spil, hvor hans strategiske ledelse har ført til stærke resultater på tværs af brands som Eurojackpot, Lotto og Quick. Hans evne til at balancere kommerciel vækst med ansvarlig markedsføring har været afgørende i et marked præget af politisk bevågenhed og hård konkurrence.
Med en omsætning på 6,8 mia. kr. og rekordresultater som højeste app-omsætning og øget abonnementsloyalitet har Martin styrket Danske Spils position i Danmark. Hans fokus på medarbejdertrivsel og udvikling har skabt en højt performende organisation, mens hans investering i teknologi og data har muliggjort en markant vækst i digitaliseringen, automatiseringen og brugen af AI.
Martin har formået at skabe en stærk, bæredygtig og innovativ marketingstrategi, der både styrker brandet og sikrer kommerciel succes, og han er derfor en kandidat på årets The M List 2025.
Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
Vi ser en kraftigt stigende brug og integration af data og senest AI i marketing i forhold til at skabe mere personaliserede kundeoplevelser samt automatiserede og datadrevne marketingtiltag.
Hvad er den største udfordring for faget?
De klassiske dyder inden for branding og begreber som autenticitet, ægthed, differentiering, USP og originalitet skal på en intelligent måde kobles og balanceres korrekt med den stigende brug af data, automatisering og kunstig intelligens. Vi er nødt til at holde fast i kreativiteten og vores faglighed.
Hvordan løser man denne udfordring?
Det bliver helt afgørende at bygge stærke brands og holde fast i klassiske dyder som autenticitet, originalitet, kreativitet og differentiering samtidig med, at den digitale transformation accelereres i marketing.
Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
Det er lykkedes for os i Danske Spil at balancere og bygge bro mellem kreativitet og branding på den ene side og teknologi, data og AI på den anden side – med et topmotiveret, engageret og udviklingsparat team, som har været med til at levere vækst på top og bund for femte år i træk.
Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Vi er allerede langt og har bygget egne AI-agenter, som er trænet på vores egne data. Dette arbejde vil fortsætte i hastigt tempo, og jeg forventer, at vi i 2025 vil se et egentligt AI-gennembrud – også på den visuelle front.
Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Forandringens vinde blæser. Hvad der er OK den ene dag, kan være no-go den næste.
Det stiller store krav til, at marketing formår at arbejde langt mere agilt. Tiden, hvor vi kunne bruge 7-8 måneder på kampagneudvikling, er slut. Samtidig er det mere vigtigt end nogensinde, at du hele tiden aflæser din omverden korrekt, bruger din intuition rigtigt og navigerer sikkert gennem forandringerne.
Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
Det er svært at komme udenom den digitale transformation. Den vil accelerere yderligere med indtoget af AI og større og lettere adgang til data.
I takt med dette – måske som en form for modreaktion – forventer jeg dog, at der ligeledes vil komme fornyet fokus på brandloyalitet, stærk kreativitet og differentiering.
Det vil være de stærke, autentiske brands, som klarer sig bedst i en verden, hvor kunstig intelligens kommer til at løfte bundniveauet på mange områder.
Engageret og udviklingsparat team, som har været med til at levere vækst på top og bund for 5. år i træk.