Erfaring
Michael begyndte sin karriere hos Kunde & Co i 2012 som Junior Account Manager og arbejdede sig hurtigt op til Associate Partner i 2016. I 2019 blev han Head of Strategy hos Jyllands-Posten. Siden 2022 har Michael været Head of Corporate Brand & Positioning, Senior Vice President hos Danske Bank. Derudover har han været bestyrelsesmedlem i Aarhus Symposium siden 2018.
Motivation
Michael Bjørn Jensen besidder et højt fagligt niveau og en stærk strategisk forståelse for branding og transformation i den moderne bankverden. Som Head of Corporate Brand & Positioning hos Danske Bank har han siden 2022 spillet en central rolle i bankens brandfornyelse. Under hans ledelse og sammen med resten af et meget dygtigt marketingteam har banken bl.a. skabt en ny position i markedet og en ny visuel identitet, der både respekterer arven og tilpasser sig en digital fremtid, hvilket tilsammen har resulteret i det bedste image-turnaround i Danmark i 2024. Michaels evne til at drive forandring og hans strategiske tilgang har været afgørende for bankens succes med at genvinde sin position på markedet. Hans arbejde, lederskab og tillid blandt samarbejdspartnere har været med til at styrke bankens position som en moderne aktør i finansverdenen. Michaels passion for innovation og evne til at skabe resultater på tværs af komplekse initiativer gør ham til en markant profil i branchen og en fortjent kandidat til The M List 2025.
Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
For mig er den vigtigste tendens, at man i marketing og kommunikation har et ekstremt stort ansvar for at understøtte en bæredygtig omstilling, hvilket kræver, at forbrugerne oplyses og informeres på et substantielt grundlag. Det er helt sikkert en øvelse i at tænke og agere langsigtet, givet de markante udfordringer, vi står midt i som samfund.
Hvad er den største udfordring for faget?
At udvikle den mest simple og værdifulde historie (eller position), som er troværdig, distinkt og differentierende for virksomheden – og så sikre, at den historie eksponeres konsistent for målgruppen, så målgruppen rent faktisk får øje på den. Hvis man indsnævrer den udfordring yderligere, så handler det i høj grad om, at ovenstående skal bidrage positivt til samfundet og den bæredygtige omstilling – og ikke drives af et kortsigtet, rent økonomisk motiv.
Hvordan løser man denne udfordring?
Stort spørgsmål, som jeg umuligt kan svare 100 % intelligent på. Men grundlæggende handler det om at stille de rigtige spørgsmål i den rigtige rækkefølge – og forholde sig strategisk og langsigtet til den kommunikative problemstilling, der ligger i rejsen fra at gøre folk opmærksomme til, at de begynder at handle anderledes. Jeg har fået at vide, at man undervurderer, hvad man kan opnå på lang sigt – og at man ofte overvurderer, hvad man kan opnå på kort sigt. Det gjorde mig klogere.
Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
At jeg har været en del af et hold af dygtige og ordentlige mennesker, der har sikret nogle solide og gennemarbejdede projekter, som har sat aftryk og bidraget til bankens styrkede positionering.
Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Både til inspiration i problemløsning, til at informere vores beslutningstagning og som et aktivt redskab til at øge vores produktivitet.
Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Den er ikke forandret substantielt, men ansvaret er markant større i forhold til at bidrage til omverdenens mulighed for at agere på et oplyst og troværdigt grundlag, så de kan træffe de beslutninger, der er nødvendige for at skabe en bæredygtig fremtid.
Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
Evnen til at holde fast i kernen af håndværket og de fundamentale discipliner – og samtidig være nysgerrig på, hvad nyudvikling giver af muligheder, der er nyttige, samt hvilke der er nyttesløse.