Erfaring

Michala startede sin karriere hos SOS International og har derefter arbejdet for Danica Pension og PenSam som kommunikationschef samt hos HK Danmark, hvor hun blev marketing- og kommunikationschef. Hun kom derefter til Tivoli som SVP Sales & Marketing, før hun blev CCO hos Roskilde Festival. I efteråret 2023 tiltrådte hun som Director of Marketing, Digitalization & Business Development hos Royal Unibrew. 

Motivation

Med et enormt engagement og et stærkt strategisk, kommercielt og digitalt kompetencesæt har Michala Svane etableret sig som en af de mest succesfulde og dynamiske marketingledere i Danmark. Som Director of Marketing, Digitalization & Business Development hos Royal Unibrew er hun drivkraften bag både innovation og vækst. Hendes evne til at kombinere branding, forretningsudvikling og digital transformation har været afgørende for succesfulde produktlanceringer som Faxe Kondi Pro og Pepsi Max Lemon. Michala har også formået at skabe en dynamisk og innovativ arbejdsplads ved at integrere AI-teknologi i marketingteamet, hvilket har øget effektiviteten og givet dybere forbrugerindsigt. Hun er en leder, der både skaber kommerciel værdi og formår at opbygge et inspirerende og udviklingsorienteret arbejdsmiljø – en leder, der fortjener anerkendelse på årets The M List.

Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?  

Den vigtigste tendens er personalisering og brugen af AI-teknologi til at levere skræddersyede oplevelser og kommunikation, som forbedrer kundeengagement og loyalitet – samtidig med at man får kommunikeret sit overordnede purpose.

Hvad er den største udfordring for faget? 

Den fortsatte balance mellem at levere relevante oplevelser og målrettet kommunikation og samtidig navigere i en verden med stigende fokus på privatliv og databeskyttelse. Det kræver gennemsigtighed og tillid.

Hvordan løser man denne udfordring? 

Gennem gennemsigtighed og tillid, så brugerne kan kontrollere deres præferencer. Samtidig skal brugen af data og markedsføringen tilbyde reel værdi for forbrugeren.

Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år? 

At skabe en hybrid workforce, hvor virtuelle AI-kolleger indgår i marketingteamet, som dermed bliver “empowered” til at skabe helt nye actionable insights.

Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder? 

Marketing skal være med til at kommunikere virksomhedens værdier og indsatser inden for ESG, sikre at forbrugerens privatliv bliver respekteret og arbejde med et stærkt etisk kompas, så der skabes meningsfulde forbindelser til forbrugerne. 

Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år? 

AI vil blive endnu mere integreret i marketingstrategien, og i en turbulent verden skal marketing kommunikere autentiske værdier og meningsfyldt content på forbrugerens præmisser. 

Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde? 

Fortsætte rejsen med at introducere nye virtuelle AI-medarbejdere, der indgår i vores arbejde.