Erfaring
Rasmus startede sin erhvervskarriere hos Carat i 2013, hvor han hurtigt avancerede til junior strategic planner. Senere skiftede han til Vizeum Danmark, hvor han sidst havde rollen som digital lead. Han fortsatte derefter som head of media strategy & planning hos Uncle Grey. I 2018 blev han en del af Søstrene Grene som head of omnichannel, og i 2020 blev han udnævnt til sin nuværende stilling som chief digital officer.
Motivation
Rasmus Skjøtt er igen i år at finde på The M List, da han og Søstrene Grene afslutter 2024 med stærke resultater. Hans strategiske fokus på digitalisering, branding og e-handel har været afgørende for virksomhedens fortsatte internationale ekspansion. Som CDO for Søstrene Grene har Rasmus ansvaret for marketing, kommunikation og digitalisering på tværs af 15 markeder, hvor han leder en organisation på 79 medarbejdere. Under hans ledelse har Søstrene Grene opnået stærke resultater, og i 2024 blev over 50 nye butikker åbnet med stor succes. Samtidig har han sikret en stærk, sammenhængende kunderejse på tværs af kanaler, som har styrket brandet og kundeloyaliteten. Rasmus’ visionære lederskab og konkrete resultater gør ham til en nøglefigur i Søstrene Grenes fortsatte vækst og succes, hvilket gør ham fortjent til anerkendelsen på The M List.
Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
At finde balancen mellem teknologiske og menneskelige kompetencer, og hvordan vi organiserer os bedst muligt til at accelerere AI i en martech- og corporate-kontekst. Heri også hvordan de menneskelige aspekter og bløde værdier stadig kommer til deres ret og ikke bliver glemt i forbifarten.
Hvad er den største udfordring for faget?
At balancere kort- og langsigtet strategiplanlægning og eksekvering. Det gælder stort set i alle facetter af marketingdisciplinen. Hvordan sikrer vi eksempelvis en langsigtet marketing-, kommunikations- og platformsstrategi samtidig med at være på forkant med nye teknologiske muligheder, et martech-landskab i konstant forandring og større målgruppediversitet?
Hvordan løser man denne udfordring?
Arbejde med en overordnet strategisk vision, som er fuldstændig uafhængig af platforme, teknologi og systemer. Til syvende og sidst handler det om, ”hvem ønsker vi at være for nogen?”, og så er din CDP, CRM, DAM og resten af din smarte tech-suite blot redskaber til at indfri din vision.
Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
Vi har styrket vores brand på tværs af alle platforme og bidraget til endnu et flot vækstresultat for Søstrene Grene. Vi har været tro mod Anna & Claras univers, vores særlige tonalitet og vores unikke content, men samtidig har vi turdet presse grænserne for vores brand, adopteret ny teknologi og er frontrunners på AI i en marketingkontekst.
Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
På tværs af alle vores forskellige processer. Vi har efterhånden plukket de lavest hængende frugter, så nu handler det om at 1) få skala på vores forskellige AI-projekter, 2) binde tingene bedre sammen på tværs af processer og 3) sikre, at teknologi adopteres på tværs af hele organisationen.
Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Det er et fælles ansvar på tværs af hele organisationen, og jovist spiller marketing en afgørende rolle i at kommunikere dette til forbrugerne på en hensigtsmæssig, forståelig og engagerende måde, men ultimativt handler det jo om, hvordan du som virksomhed/brand lever op til dit etiske kompas, sikrer transparens på tværs af værdikæden og lever op til dit samfundsansvar. Kommunikationen er jo sekundær, hvis du ikke har styr på dit bagland.
Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
Human-AI og hvordan vi som mennesker tilpasser vores roller, opgaver, processer og ansvar til bedst muligt at adoptere teknologi. Vi er kun lige ved at lære at kravle, og grundlæggende står vi over for en global makro-change-management-opgave med AI’s mulighedsrum. Personligt tror jeg, at vinderne bliver dem, som bedst evner at bygge organisationer omkring AI – og ikke AI ind i organisationer.