Erfaring
Rasmus startede sin karriere som professionel esports-spiller i 2002 og repræsenterede Danmark ved World Cyber Games. Senere arbejdede han som producer og redaktionschef for TV 2 Zulus eSport on Zulu. I 2017 blev han Brand Manager for eOddset hos Danske Spil, hvor han senere blev Head of Esport. I 2021 grundlagde han Goblin Creative efter at have været ejer af Nordic eSport Agency.
Motivation
Rasmus Simonsen fortjener en plads på The M List for sin bemærkelsesværdige evne til at kombinere passion for gaming med kreativ markedsføring og strategisk tænkning. Som en af de drivende kræfter bag Goblin Creative har han været med til at forme bureauet til et af de mest anerkendte inden for gaming, tech og esports-markedsføring herhjemme.
Rasmus’ evne til at opbygge stærke partnerskaber, som med GroupM Danmark, og hans fokus på at skabe autentisk gaming-indhold har ført bureauet til store succeser, herunder en pris ved Danish Digital Awards og nomineringer til YouTube Works Nordics. Med hans konstante passion for området og hans utrættelige arbejde for at levere innovative løsninger har Rasmus formået at positionere Goblin Creative som en fremtrædende aktør i branchen – og en fortjent plads på årets The M List 2025.
Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
At branchen ikke omstiller sig i samme fart som udviklingen.
Hvordan løser man denne udfordring?
Visionær ledelse kombineret med dybdegående forretningsforståelse. Med andre ord: hvordan man forankrer de nyeste teknologier og beriger dem forretningsmæssigt, så de kan skabe værdi for både bureauerne og kunderne – også selvom det betyder, at de kreative processer må bøje sig og finde nye veje.
Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
At jeg har kunnet samle strategi, produktion og kreativitet i et samlet apparat, som har gjort det muligt at levere high-end, indsigtsbaseret indhold til PlayStations fire nordiske lande på et ugentligt niveau.
Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Fortsætte implementeringen af AI i alle arbejdsprocesser og for alle roller. Fra AI-supporteret nedklip til billedgenerering i Midjourney og ChatGPT-sammenfatninger samt modelleringer af data.
Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Jeg mener grundlæggende, at etik og moral altid har været – og bør være – fyrtårne for, hvordan man arbejder sammen, både som individ, forretning og branche.
Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
Det vil fortsat være den revolution, der lige nu pågår, hvor reklame og produktion i samspil med AI vil skubbe både pris og kvalitet for alle leverancer i branchen.
Efterhånden som reklame og produktion nærmer sig en commodity, vil det blive en nødvendighed for bureauer indgående at forstå kundernes forretning – både hvad angår lønsomhed og vækst.