Erfaring
Søren Fromberg er en kommercielt drevet leder med over ti års erfaring i rådgivning på højeste niveau inden for analyse, data og digitale muligheder. Som Managing Director hos Annalect Nordic har han været en nøglefigur i at kombinere datadrevne indsigter med kommercielle strategier for at optimere salg og marketing. Under hans ledelse har Annalect nået betydelige milepæle, betjent over 100 kunder på tværs af 35 markeder og skabt løsninger, som har opnået markant anerkendelse. Senest er Annalect blevet nomineret til Rambukken-prisen for arbejdet med McDonald’s CRM-modellering og aktivering af førstepartsdata. Hans dedikation til at skabe konkurrencemæssige fordele for kunder afspejler sig tydeligt i Annalects momentum både i Danmark og internationalt – og netop derfor fortjener han en plads for andet år i streg på The M List 2025.
Motivation
Søren begyndte sin karriere hos BrandScience, hvilket banede vejen for en videre rejse til InsightGroup. Her steg han i graderne til Director, før han fortsatte til Nielsen, hvor han senest havde rollen som Nordic Head of Sales Effectiveness. I 2018 tiltrådte han som Managing Director hos Annalect Denmark – en virksomhed, hvor han i dag bestrider stillingen som Head of Advanced Analytics EMEA & Managing Director.
Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
Jeg anser fortsat den stigende grad af data, teknologi og AI for at være helt afgørende for måden, vi tilgår marketing. Dette inkluderer implicit, hvordan forbrugerne ændrer adfærd og gør brug af forskellige medier og kanaler for at handle og blive inspireret.
Hvad er den største udfordring for faget?
I øjeblikket ser vi en tendens, hvor mange brands bruger op til 50 % af deres mediebudgetter på digitale medier. Samtidig har vi aldrig haft så mange udfordringer med at måle effekten af medier og kampagner. Vi står over for problemer som Walled Gardens, GDPR og privacy-reguleringer, som komplicerer billedet. Der er en stor bias i måden, vi aflæser performance på tværs af digitale platforme, og kun få brands arbejder holistisk med at forstå den samlede effekt af deres aktiviteter. Jeg ser dette som en af de største udfordringer for brands lige nu – vi stoler ofte blindt på indkøbsplatformenes egne algoritmer og performanceopgørelser.
Hvordan løser man denne udfordring?
Generelt tror jeg, at man som virksomhed skal have en dynamisk og datadrevet tilgang til marketing. Det kræver en stærk forståelse af forbrugernes skiftende medievaner og en evne til at tilpasse budskaber og kanaler i realtid. Der sker så meget digitalt, at man hurtigt kan glemme den store udfordring ved at forstå, hvor og hvornår man investerer rigtigt på tværs af platforme. Her ser jeg især førstepartsdata spille en afgørende rolle i fremtiden, og det er noget, flere virksomheder begynder at udvikle strategier omkring, samt have et mere holistisk perspektiv på forretningsperformance.
Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
Jeg har været heldig at have muligheden for at arbejde på nogle rigtig spændende projekter og udviklingsinitiativer her i Norden, der har skabt stor effekt for vores kunder. Vi har især haft et særligt fokus på at anvende AI i mange forskellige sammenhænge for at løse store forretningsmæssige udfordringer hos vores kunder, hvilket har skabt økonomisk fremgang for dem. Det er noget, vi i Annalect er super stolte af.
Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Alt, hvad vi tænker og gør i dag i Annalect, er på den ene eller anden måde forbundet med AI. Vi er centralt fokuseret på at forbedre vores kunders marketing- og forretningsperformance, og det gør vi ud fra data. Her anvender vi AI til at strukturere, identificere, kvalificere og anbefale forretningstiltag.
Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Dette er generelt en ting, som jeg ikke personligt berører i min dagligdag som konsulent i marketingbranchen. Jeg er dog meget bevidst om, hvordan vi selv arbejder transparent og ud fra en etik, som vi altid kan stå til ansvar for. Så for mig fylder det mest i forhold til egne medarbejdere og de partnere, vi samarbejder med.
Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
Det korte svar er teknologi og forbrugeradfærd. Teknologi ændrer spillepladen i alle hensigter og skaber nye muligheder for marketing. Derudover ser vi spændende skift i forbrugernes interaktion med brands, og hvordan nye digitale platforme ændrer på, hvordan vi søger efter produkter, og hvordan vi følger brands. Jeg tror, der er rigtig mange brands, som skal genopfinde måden, man opbygger brand på i fremtiden, kontra den måde vi historisk har kunnet bygge brand med klassiske medier som løftestang.