Erfaring
Tim startede sin karriere som IT-ekspert hos Skandinavisk Filmkompagni og har haft ledende roller i Networkers og BBDO. Han var CEO for WHERE2GO og Instadia og fungerede som Chief Digital Officer hos Charlie Tango. Siden 2024 har Tim været medstifter af Institute of AI, hvor han i dag er Co-founder & Partner. Derudover har han siddet i bestyrelserne for VisitDenmark, Johannes Fog, Danish AM Hub, InboundCPH, Help PR & Kommunikation og Running26.
Motivation
Tim Frank Andersen fortjener en plads på årets The M List 2025 for sin bemærkelsesværdige evne til at rådgive om digital og teknologisk transformation samt nye AI-muligheder på tværs af organisationer og landegrænser. Tim er i øjeblikket en af de mest markante profiler inden for AI-området og afholdt alene sidste år over 30 AI-talks verden over. Men det kommer ikke ud af ingenting. Med mere end 30 års erfaring har han ikke kun været en pioner inden for internetteknologi og digital strategi, men også en inspirerende leder, der gennem årene har hjulpet virksomheder med at forstå og udnytte nye teknologier. Tim har desuden delt sin viden som forfatter til to bøger og formår – både her og som engageret foredragsholder – at gøre komplekse emner som AI og digitalisering tilgængelige for alle. Hans synlighed i branchen kombineret med en stærk teknologisk drivkraft og et dybtgående kompetencesæt gør ham til en uomtvistelig kandidat til The M List 2025.
Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
Generativ AI’s udvikling udfordrer konstant grænsen mellem, hvad der kan og skal laves digitalt, og hvad vi mennesker bør bevare kontrollen over. Hele marketingfaget står over for en kæmpe omvæltning, som det lige nu kan være svært helt at forestille sig.
Hvad er den største udfordring for faget?
Efter min mening er det evnen til konstant at følge med i – og lære det, der er relevant. Der er meget ved AI, der ikke virker endnu, men vi skal hele tiden huske, at det kun er et spørgsmål om tid.
Hvordan løser man denne udfordring?
Det kræver dedikerede ressourcer – både hos den enkelte og i virksomheden. Og så er det vigtigt at se AI-implementering som et forandringsprojekt, der handler 30 % om teknologi og 70 % om mennesker.
Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
Det har været lanceringen af – og væksten i – Institute of AI. Vi har i løbet af året hjulpet en række virksomheder godt i gang med deres AI-implementering og -acceleration, og vi er selv blevet meget klogere.
Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Jeg bruger allerede AI til langt de fleste arbejdsopgaver og anvender formentlig omkring 20 forskellige løsninger. I 2025 vil jeg fortsætte med at udvide min AI-værktøjskasse og øve mig i at løse endnu mere komplekse opgaver. Jeg satser også på, at 2025 bliver året, hvor AI-agenter bliver kommercielt interessante at implementere, og det vil jeg gerne blive dygtig til.
Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Marketingfunktionen er en presset størrelse, fordi rammevilkår, medier, adfærd og muligheder er under kraftig forandring. Den dygtige afdeling går forrest, viser vejen og får på den måde mere at skulle have sagt.
Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
Vi kommer til at se en eksplosion i mængden af indhold, så hvordan formår vi som brand at fremstå unikke, hvis det er AI-agenter, der agerer på vegne af kunderne i interaktion med virksomhedens egen AI-agent – og i et indholdshav, der også er AI-genereret? Hvis den udviklingstendens holder, bliver det en af de væsentligste udfordringer at få armene omkring.