Erfaring
Tobias startede sin karriere inden for strategisk kommunikation og branding og har haft ledende roller hos Bates VMLY&R, Hello Group, Fireball og Advance. I 2017 grundlagde han bureauet Eiffel, hvor han var CEO og partner frem til 2023. Han har desuden været bestyrelsesmedlem i Creative Club og sidder i dag som Direktør for Kommunikation, Marketing og Fundraising hos WWF Verdensnaturfonden.
Motivation
Tobias Høgsberg er en stærk kommunikations- og marketingprofil, der som Direktør for Kommunikation, Marketing og Fundraising har styrket WWF Verdensnaturfondens synlighed og engagement siden 2022.
Under Tobias’ ledelse er WWF’s synlighed og brandpositionering styrket markant, blandt andet gennem kreative kampagner, stærke partnerskaber og en ambitiøs digital strategi. Initiativer som Extinction Days Calendar, der vandt guld ved Danish Digital Award, og en massiv vækst i WWF’s supporterbase vidner om hans evne til at eksekvere værdidrevet kommunikation med de rette resultater.
Tobias udfordrer status quo og balancerer strategi med kreativ gennemslagskraft. Hans stærke faglighed, kreative tilgang og evne til at drive resultater gør ham til en central skikkelse i branchen – og en fortjent profil til The M List 2025.
Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
Det er svært at komme uden om AI som den altafgørende tendens. Det vil influere faget på alle planer, fra det kreative til det organisatoriske.
Hvis man kan nævne noget andet, kan det være det, jeg kalder true purpose. Forbrugerne vil forvente, at brands tager stilling til samfundsmæssige og miljømæssige udfordringer – og ikke mindst handler på det i relation til deres egen forretning. Der vil blive slået hårdere ned på greenwashing og greengaslighting.
Hvad er den største udfordring for faget?
Misinformation og disinformation på tværs af medier (særligt sociale medier) gør det svært at sikre troværdighed. Det kan være alt fra fake news, deepfakes og AI-indhold, der på den ene eller anden måde bidrager til, at folk langsomt mister tilliden. Der skal arbejdes hårdt på at sikre autenticitet i kommunikationen fremadrettet.
Hvordan løser man denne udfordring?
Det er kritisk, at man arbejder for at styrke troværdigheden af sit brand og sin organisation samt autenticiteten i sin kommunikation. Ligeledes tror jeg, at brug af mere traditionelle medier (TV, avisannoncer, outdoor) vil få en øget betydning, da troværdigheden her vil opleves som større end på de sociale medier.
Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
At skabe et stærkt sammenhold og en arbejdsplads, hvor folk glæder sig til at gå på arbejde.
Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Først og fremmest til fortsat optimering af eksisterende processer. Men jeg vil også i højere grad aktivere AI som en sparringspartner i udviklingen af for eksempel strategi.
Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Marketing er ikke længere kun ansvarlig for at drive salg, men også for at opbygge tillid og mening. Så igen er det vigtigt at sikre autenticitet i sin kommunikation.
Derudover tror jeg, der ligger en stor værdi i at arbejde med styrkelse af relationen og det tillidsforhold, man har med sine kunder. Community-building kommer til at fylde endnu mere.
Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
AI og alle de udfordringer og muligheder, der kommer i slipstrømmen af den udvikling.