Erfaring
Tobias startede sin karriere hos Hill+Knowlton Strategies og blev sidenhen kommunikationsrådgiver hos Primetime Kommunikation, hvor han senere blev digital chef og derefter kreativ og digital chef.
Han fortsatte som Creative Director hos Radius CPH, før han i 2020 blev Creative Director hos Mensch. Han blev i 2022 en del af ejerkredsen hos Mensch og sidder i dag som Creative Director & Partner.
Motivation
Tobias Enné er en af de mest talentfulde og eftertragtede kreative kræfter i den danske bureaubranche og sidder i dag som Creative Director & Partner hos hæderkronede Mensch. Tobias er også værten bag podcasten Programmet om Ingenting, hvor han med humor og skarphed udforsker aktuelle emner og giver indblik i kreativt arbejde.
Siden han trådte ind i Mensch i 2020, har han markeret sig som en strategisk skarp og idérig kreatør, der ikke blot skaber stærke koncepter, men også trækker kunderne ind. Med en baggrund som kreativ direktør hos Radius og kreativ chef hos Primetime har Tobias oparbejdet en imponerende erfaring, der nu gør ham til partner i Mensch – en titel, der er forundt de få.Hans evne til at omsætte strategi til kommunikation – og hans kompromisløse tilgang til faget – har gjort ham til en profil, som man på alle måder lytter til. Derfor er Tobias selvfølgelig at finde på årets The M List.
Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
Rygmarvsreaktionen siger noget med AI, men vores fags begejstring over AI håber jeg snart erstattes af skepsis.
AI kan gøre mange til middelmådige kreative – det vigtigste for os andre må være at holde et stift fokus på det usædvanligt interessante, og det kommer fra os mennesker. Vi er den vigtigste tendens i faget. Lidt endnu.
Hvad er den største udfordring for faget?
Overfladiskhed. Vi er som fag enormt optaget af tendenser, men har sjældent koncentrationsevnen til at gå i dybden med ret meget. Når det afspejler sig i vores kreative tænkning og løsninger, er det altid lidt pinagtigt at se på.
Hvordan løser man denne udfordring?
Jeg tror ikke, der findes en kollektiv trylleslagsløsning. Bum – og så var reklamebranchen pludselig blevet mere intelligent. Man må starte med sig selv.
Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
At jeg ikke har givet op i kampen om hver dag at prøve at blive lidt bedre.
Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Det vil jeg forsøge at undgå, men hårdt presset kan jeg godt bruge nogle af de store sprogmodeller til at rette kommaer og den slags.
Kreativ skrivning har jeg ikke set gode eksempler på fra ChatGPT og dens venner endnu.
Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
I reklamebranchen har etik, transparens og samfundsansvar givet nye måder at arbejde med omdømmekommunikation på vegne af kunderne.
Det har skabt en selvregulerende mekanisme, at ordentlighed er blevet en USP.
Det er blevet sværere for en fordækt virksomhed at have et godt omdømme, men det er også blevet så godt som umuligt for forbrugere at vurdere, hvilke virksomheder der taler sandt, og hvem der pynter på sandheden.
Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
Som konsekvens af AI vil der opstå en slags middelmådighedens motorvej af computergenereret kommunikation, så muligheden for at skille sig ud vil være større de næste 3-5 år end nogensinde.
Jeg tror, at vi allesammen er udstyret med en evne til at mærke, om noget er ægte eller ej.
Det er en del af vores intuition, og den skal vi dyrke.