Erfaring

Tore begyndte sin karriere hos TDC, hvor han nåede stillingen som VP for Marketing. Han fortsatte derefter sin rejse hos Copenhagen Consulting Company og overtog i 2008 rollen som CEO for Sepia Proximity. Efter en CEO-position hos Co+Høgh blev han administrerende direktør for Momondo, før han i 2019 blev udnævnt til Global CMO for KAYAK. Han har i marts 2025 fratrådt stillingen ved KAYAK. 

Motivation

Tore Pein Jensen har i 10 år i træk været en central figur på The M List, hvilket understreges af hans markante indflydelse i den globale marketingbranche og hvad der som dansk profil er muligt at opnå internationalt gennem godt arbejde og stort talent. Som tidligere CMO og leder for syv globale rejsebrands i 60 lande, herunder Momondo, har han spillet en afgørende rolle i KAYAKs internationale vækst og succes. 

Hans evne til at inspirere og lede exceptionelle teams, samtidig med at drive vækst på tværs af komplekse markeder, gør ham til en markant leder, der har haft en væsentlig indflydelse på branchen og fungerer som benchmark for andre internationale marketingafdelinger. Tores arv og præg på branchen fortjener anerkendelse, og derfor indtager han for tiende gang en plads på The M List.
 

Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?  

Ligesom sidste år: everything AI 

Hvad er den største udfordring for faget? 

AI redefinerer vores verden og industri, redefinerer virksomhed-bureau-relationen og redefinerer alle fagets stillinger. Vi er kun lige startet – det bliver vildt. 

Hvordan løser man denne udfordring? 

Giver den gas og er helt fremme i bussen. Men branchen vil ændre sig markant lige meget hvad. 

Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år? 

Assimileret AI i det rette tempo med en klar produktivitetsgevinst. 

Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde? 

AI i forskellige versioner er mit personlige konsulent- og PA-team på steroider. De fleste opgaver har dem med på sidelinjen. 

Det sidste år har vist, at det er umuligt at forudsige, hvordan AI hjælper om 10 måneder – det eneste, der giver mening, er at være nysgerrig og konstant teste det nyeste. 

Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder? 

Jeg tror mere på, at CSR-bølgen har toppet. Vi er på vej tilbage til, hvordan marketing kan drive og maksimere virksomhedens finansielle resultater. 

Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år? 

AI vil drive en massiv produktionseffektivitet. Produktionsomkostningerne nærmer sig nul, hvilket giver alle virksomheder – fra globale giganter til mikrostartups – mulighed for hurtigt og billigt at producere ekstremt meget indhold i høj kvalitet, uanset format. 

Lige nu tror jeg, at kreativitet i problemløsning og forståelsen af, hvad der skaber reel reklameimpact, bliver vigtigere end nogensinde. Men måske tager jeg fejl – måske kan AI snart gøre det bedre end de fleste.