Erfaring

Andreas indledte sin karriere som praktikant hos Saatchi & Saatchi og NORD DDB, før han blev Art Director og senere Senior Art Director hos Ogilvy i New York. Efter flere år i den danske bureauverden – blandt andet hos &Co., new—land og som Creative Director hos Uncle Grey – tiltrådte han i 2023 som Creative Director hos LePub i Amsterdam, hvor han i dag er en del af bureauets internationale ledelse.

Motivation

Andreas Hoff indtager en markant international position som Creative Director hos LePub i Amsterdam, et bureau, der i 2025 har sat en tydelig global kreativ dagsorden. Han er en del af ledelsen, der har været med til at placere LePub blandt Contagious Pioneers og sikre bureauet en enestående række internationale priser, herunder 35 Cannes Lions, 50 LIA statuetter, D&AD pencils samt markante sejre ved Eurobest og The Drum. Med kampagner for globale brands som Heineken, Desperados, Tinder og Philips har Andreas været med til at skabe kulturformende, datadrevne og modige idéer, der sætter nye standarder for kreativitet. Hans bidrag til kreativ excellence på højeste internationale niveau gør ham fuldt berettiget til en plads på årets The M List.

Hvad er din personlige “Must Win Battle” i 2026 – og hvad vælger du bevidst fra for at vinde den?
En form for balance. Vi er 25+ nationaliteter i et komplekst og krævende miljø, som æder dig råt hvis ikke du sætter grænser. Privatliv er en must win battle i 2026 – og så må mails, teams og weekendarbejde slappe lidt af.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet det seneste år, som havde reel konsekvens – også internt – og som du stadig står på mål for?

Større end nogen intern beslutning, er nok valget om at blive udenlands. Jeg arbejder i Amsterdam på 3. år og må sande, at være væk fra familie og venner, har sin pris.

Hvad er den stærkeste kommercielle, kreative eller organisatoriske impact, du har skabt det seneste år?

Mit bureau er på mange måder et scale-up, så reel “impact” bør ses i et kollektivt lys. Alle bidrager på alle områder. Men personligt er jeg stolt af, at Contagious satte os på deres “Pioneers 2025” liste, som hylder verdens bedste kreativitet.

Hvad er den største risiko, marketingorganisationer undervurderer lige nu – og hvordan adresserer du den konkret i din egen forretning?

AI’s effekt på entry og junior levels. Vi skal omfavne de nye værktøjer, samtidig med, at vi omfavner de unge. Internt, er det vigtigt at vi sikrer mentorship og uddanner den næste generation, så kundskab og craft ikke forsvinder i et sort LLM hul.

Hvis marketing skal være en reel vækstdriver i 2026 – hvad skal marketing så stoppe med at gøre?

Opføre sig så usikkert. Undgå at falde for dybt i processer designet til at skabe “tryghed” og “sikkerhed”. Vækst går hånd i hånd med villigheden til at tage chancer.

Hvor skaber AI i dag reel værdi i din marketingorganisation – og hvor gør det ærligt talt ikke (endnu)?

AI er i dag integreret i alle afkroge af vores arbejde. Værktøjerne er så kraftfulde, at vi kan løse opgaver hurtigere og mere sofistikeret end nogensinde – men “hurtigere løst” betyder også plads til mere. AI vinder tid. Nye opgaver tager den igen.

Hvilken udvikling vil få størst betydning for marketingfaget de næste 3–5 år – og hvad kræver den, at du ændrer i din egen ledelsespraksis?

Opløsningen af branchens spilleregler vil fortsætte de næste mange år. Måden vi skaber på. Måden der bliver købt ind. Måden vi udkommer. Mindre, agile setups vil erstatte større institutioner. Omstillingsevne bliver enhver leders største prioritet.