Erfaring

Anne-Kathrine indledte sin karriere hos TV 2 Danmark, hvor hun avancerede fra Account Manager til Head of Partnerships. Herefter har hun haft ledende kommercielle roller hos JCP Nordic, dentsu Danmark og Berlingske Media. I 2020 var hun medstifter af Podads, hvor hun i dag er Founder & CEO, efter virksomheden i 2024 blev en del af Podimo.

Motivation

Anne-Kathrine Pommergaard indtager en naturlig plads på The M List som en markant iværksætter og medieprofil, der har været med til at gøre podcast til et seriøst og kommercielt stærkt annoncemedie i Danmark. Med afsæt i mediebureauverdenen og et stærkt personligt drive har hun stiftet og opbygget Podads fra bunden og skabt værdi for både annoncører, bureauer og content creators. I 2025 har hun stået i spidsen for Podads’ hidtil største år med omsætningsrekord, vækst og en vellykket integration i Podimo, samtidig med at forretningen er udvidet gennem nye strategiske samarbejder. Hendes klare forståelse for markedsføring, kommercielle modeller og forretningsudvikling gør hende til en stærk drivkraft i lydmediets udvikling og dermed en profil på årets The M List.

Hvad er din personlige “Must Win Battle” i 2026 – og hvad vælger du bevidst fra for at vinde den?
At løfte podcast til et strategisk medievalg hos danske annoncører og ikke bare være et add-on. Potentialet er langt fra indfriet.  Podcast skal være en fast del af fremtidens mediemix.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet det seneste år, som havde reel konsekvens – også internt – og som du stadig står på mål for?

Den vigtigste beslutning var at integrere os fuldt i Podimo, strategisk og kulturelt. Ikke “os og dem”, men ét samlet setup. Det krævede nye samarbejder og justeringer internt. I dag står vi stærkere, fordi vi bygger og vinder sammen.

Hvad er den stærkeste kommercielle, kreative eller organisatoriske impact, du har skabt det seneste år?

Den stærkeste impact er, at vi har udvidet vores kommercielle model fra klassisk podcast sales til også at omfatte creator- og influencer-samarbejder. Vi bygger et nyt influencer-hus, der kobler lyd, talent og brands tættere sammen. Mere om det snart.

Hvad er den største risiko, marketingorganisationer undervurderer lige nu – og hvordan adresserer du den konkret i din egen forretning?

Den største risiko er, at marketingorganisationer overvurderer effekten af de gængse medier og gemmer sig bag comfort metrics som reach og visninger. Jeg vil gerne flytte dialogen til dokumenteret effekt, reel opmærksomhed og faktisk afkast.

Hvis marketing skal være en reel vækstdriver i 2026 – hvad skal marketing så stoppe med at gøre?

Så skal virksomheder stoppe med at skære i budgetterne, når der bliver usikkerhed. Case på case viser, at øget marketing skaber øget salg og opmærksomhed. Marketing er ikke en omkostning, det er en investering i vækst.

Hvor skaber AI i dag reel værdi i din marketingorganisation – og hvor gør det ærligt talt ikke (endnu)?

AI skaber værdi hos os i salg og kampagneoptimering, især i arbejdet med targeting. Det gør os hurtigere og mere præcise. Vi bruger det endnu ikke fuldt analytisk, men potentialet i data og performance kunne være næste skridt.

Hvilken udvikling vil få størst betydning for marketingfaget de næste 3–5 år – og hvad kræver den, at du ændrer i din egen ledelsespraksis?

Det vil være kravet om dokumenteret effekt. For mig betyder det, at vi skal blive endnu skarpere på data, effektmåling og kommerciel kobling. At vi investerer i analyse og transparens og at jeg insisterer på, at vi ikke bare følger markedets vaner.