Erfaring
Bernd indledte sin karriere i telemarketingbranchen og fortsatte senere hos Carlsberg Group i flere kommercielle roller. Herefter fulgte mere end 13 år hos LEGO Group i en række globale marketing- og ledelsesstillinger. Efter en kort periode som Global CMO hos BORA blev han i 2022 VP of Marketing hos Trackman, hvor han i dag er en del af ledelsen.
Motivation
Bernd Larsen Linde er som VP of Marketing hos Trackman en central profil i arbejdet med at styrke og udbrede et af Danmarks mest globale sports- og teknologibrands. Han arbejder i krydsfeltet mellem strategi, brand og eksekvering og har været med til at bringe sporten tættere på fans gennem nye digitale og virtuelle oplevelser. I 2025 har han blandt andet været med til at styrke partnerskaber med både PGA TOUR og DP World Tour samt udvikle innovative fan-aktiveringer, hvor golfspillere verden over kan konkurrere mod professionelle via Trackman-teknologi. Hans evne til at omsætte teknologi til engagerende brandoplevelser gør ham til en markant profil i krydsfeltet mellem sport, tech og marketing – og berettiger ham til en plads på årets The M List.
Hvad er din personlige “Must Win Battle” i 2026 – og hvad vælger du bevidst fra for at vinde den?
At maksimere global impact fra vores partnerskaber med verdens største golf tours. Vi skal gå fra tilstedeværelse til reel effekt. Derfor prioriterer jeg fokusaktivering over nye partnerskaber.
Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet det seneste år, som havde reel konsekvens – også internt – og som du stadig står på mål for?
Jeg skabte et setup med mindre teams i fokuserede vertikaler med klart ejerskab og skarp prioritering. Det skabte usikkerhed internt, men gav fokus og ejerskab, og førte til højere tempo og højere kvalitet.
Hvad er den stærkeste kommercielle, kreative eller organisatoriske impact, du har skabt det seneste år?
Jeg har været med til at skabe strategiske alliancer med verdens største golftours. Vi er blevet en integreret del af deres forretningsmodel og fan-engagement, og har skabt globale, skalerbare aktiveringer hos tusindevis af vores kunder.
Hvad er den største risiko, marketingorganisationer undervurderer lige nu – og hvordan adresserer du den konkret i din egen forretning?
AI gør marketing tilgængelig for alle, og skaber en forestilling om, at godt indhold er let. Risikoen er volumen bliver lig med værdi. Vi omfavner AI, men har fokus på mål, data og forretningsimpact. Det handler om bedre marketing, ikke kun mere.
Hvis marketing skal være en reel vækstdriver i 2026 – hvad skal marketing så stoppe med at gøre?
At tænke på awards.
Hvor skaber AI i dag reel værdi i din marketingorganisation – og hvor gør det ærligt talt ikke (endnu)?
Skaber stor værdi: Copy, e-mails, voice, data samt som personlig assistent. Vi eksperimentere med grafik og video. Det varer ikke længe før vi ser store fremskridt her.
Hvilken udvikling vil få størst betydning for marketingfaget de næste 3–5 år – og hvad kræver den, at du ændrer i din egen ledelsespraksis?
- Det kræver, at jeg selv lærer det godt nok til at forstå det reelt. At jeg accepterer, at måden vi har arbejdet på i 20 år, ikke er den måde vi skal arbejde på fremover. Og alt hvad det skift betyder for ledelse og organisation.