Erfaring
Bjarne indledte sin karriere som Account Director hos Wibroe, Duckert & Partners, hvor han senere blev CEO & Partner og var med til at præge bureauet gennem mere end et årti. I 2014 co-foundede han Boye & Spellerberg, hvor han i dag er co-founder, partner og CEO. Der ud over har han haft flere bestyrelsesposter, herunder i Dansk Markedsføring, Dansk Marketingforsknings Pris og Børnelungefonden.
Motivation
Bjarne Spellerberg fortjener igen en plads på The M List som co-founder, partner og CEO i Boye & Spellerberg og som en markant, moderne tænkt bureaudirektør med stor respekt i branchen. Han har været med til at opbygge et succesfulddt bureau med et hybridt freelance-setup og en aktiv ledelsesstil, hvor han fortsat har hænderne nede i både det kreative og kommercielle arbejde. I 2025 har han leveret stærke og synlige resultater med kampagner for Wonderful Copenhagen, Søstrene Grene samt “Don’t mess with Møn” for Visit Sydsjælland & Møn. Samtidig bidrager han aktivt til branchen som jurymedlem ved Årets Rambuk og som bestyrelsesmedlem i Børnelungefonden. Med sit opsøgende mindset, sin lyst til dialog og sit vedvarende engagement i at give noget tilbage til branchen er Bjarne en fuldt berettiget kandidat til årets The M List.
Hvad er din personlige “Must Win Battle” i 2026 – og hvad vælger du bevidst fra for at vinde den?
Min “Must Win Battle” handler om at dyrke og bevare den menneskelige nerve, de skæve kanter og den upolerede sandhed, der faktisk får os til at føle noget. Jeg vil fravælger det perfekte, jeg vil fravælge konsensus og jeg vil fravælge optimering mod midten.
Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet det seneste år, som havde reel konsekvens – også internt – og som du stadig står på mål for?
Beslutningen blev faktisk truffet for mange år siden, og hvert år har jeg fulgt op på denne beslutning og gjort noget konkret ved det. Og i 2025 udmøntede det sig så i et samarbejde. Det lange seje træk er ikke gået af mode.
Hvad er den stærkeste kommercielle, kreative eller organisatoriske impact, du har skabt det seneste år?
Kan desværre ikke endnu udkomme med gode kunderesultater. Men de kommer senere på året. Til gengæld, er bureauets gin (egen patenterede opskrift) igen i år blevet revet væk, også selvom produktionen blev forøget.
Hvad er den største risiko, marketingorganisationer undervurderer lige nu – og hvordan adresserer du den konkret i din egen forretning?
“Den store udslettelse af originalitet” er en stor risiko. I jagten på effektivitet er vi ved at skabe en verden, hvor alt marketing ligner hinanden og er forudsigeligt. Data skal bruges som et kompas, ikke som en autopilot.
Hvis marketing skal være en reel vækstdriver i 2026 – hvad skal marketing så stoppe med at gøre?
Originalitet er den eneste sande vækstdriver. Dyrk de skæve ansættelser, de skæve opfindelser, de skæve idéer, dyrk og tillad i stedet det menneskelige. Stop den algoritmiske ensretning. Effektivitet dræber sjælen, hvorimod friktion skaber varme.
Hvor skaber AI i dag reel værdi i din marketingorganisation – og hvor gør det ærligt talt ikke (endnu)?
AI er en genial assistent i maskinrummet (data, skalering, billeder), men mangler menneskelig nerve. Jeg bruger den som kompas til optimering, aldrig som autopilot for originalitet. Værdien i det skæve, kan maskinen endnu ikke kan føle.
Hvilken udvikling vil få størst betydning for marketingfaget de næste 3–5 år – og hvad kræver den, at du ændrer i din egen ledelsespraksis?
Modreaktionen på AI-ensretning: Jagten på den upolerede, menneskelige nerve i et hav af perfektion. Jeg skal stoppe med at lede efter den “sikre” vej i data og i stedet være garant for de skæve idéer, som maskinen aldrig ville foreslå.